Rasmus Hastrups nye bog, De ting der sker, har genrebetegnelsen ’Historier’. I lighed med debuten Liv er der tale om adskilte fortællinger, men her hænger de tættere sammen, så tæt, at ’noveller’ ikke er et helt dækkende begreb. Historierne er spundet af et antal røde tråde, heriblandt tidens gang og personlige tab, som i fællesskab danner et mangefarvet tæppe med melankolske, overraskende mønstre.
"Det er vigtigt for mig, at der er gennemgående temaer og/eller ekkoer historierne imellem. Novelleskrivning betyder ikke, at teksterne hver især skal været fuldstændig isolerede østater. Man må godt kunne fornemme slægtskaber, også selv om de enkelte historier er ganske forskellige hvad angår sprog og struktur. ”
De ting der sker har det til fælles med Liv, at bogen handler om omvæltende, livsforandrende situationer, om absurditeter, hvis tentakler griber fat om hverdagen og rusker den voldsomt. Et underjordisk bibliotek, et stoppet toilet og et mystisk kollektiv er blot nogle af de ting, man møder i disse mestendels førstepersonsfortalte historier om tilværelsens mere aparte aspekter.
”Mange af ideerne i De ting der sker har deres oprindelse i et enkelt underligt mentalt billede. Derfra kan jeg arbejde mig længere og længere ud ad diverse bizarre tangenter. Ofte viser det sig, at jeg kan få disse tangenter til at konvergere og til sammen skabe en art korværk. ”
Sproget i De ting der sker glimter og tindrer. Strejf af dyster poesi blander sig med skarptslebne replikker om håbløshed, groteskerier og minder, om alt det, der – måske – kan erfares, hvis man borer sig gennem livets glatte overflade.
”Da jeg skrev Liv, var det min klare hensigt, at sproget skulle barberes ned for at skabe en nøgtern kontrast til de ind imellem frygtelige begivenheder, der beskrev. Denne gang har jeg i højere grad ladet sproget afspejle personernes situationer og den sorg og det vanvid, de oplever. ”
Ligesom med Liv er De ting der sker en udgivelse, hvor både titel og forside er mere end bare en titel og en forside, men elementer, som er i dialog med indholdet og spiller tæt sammen med teksterne. Derved skabes et hele, en integreret, sofistikeret, unik litterær helhed.
