En rigtig letbenet og underholdende krimi, der er uhyre velegnet til hængekøjen, men som er glemt næsten samtidig med, at man er færdig med at læse den. Vi befinder os på en form for plejecenter, hvor dødstallet er temmelig højt, men ingen råber vagt i gevær, før en af de ansatte nattevagter findes myrdet. Og så går opklaringsarbejdet i gang. God sommerunderholdning!

Lene Johansen er en del af den personalegruppe, der tager sig af beboerne på Bostedet Troldheden. Hun er normalt ikke tilknyttet natgruppen, men den faste nattevagt Belinda er blevet syg og Lene har taget tjansen. Måske har hun mest gjort det for at irritere sin mand Tage, han har lovet at ordne et personligt problem, som han har rodet sig ud i. Det skal han lige have styr på, før hun gider at se på ham igen. Derfor passer nattevagten egentlig godt nok. I den sidste tid har Lene fået nogle underlige breve. De virker på en måde lidt truende, men alligevel tager hun dem ikke helt alvorlige. Der står noget om at hun snart vil tilhøre natteskyggefamilien og i det ene af brevene ligger et blomsterhovede i. Men alt i alt bruger Lene faktisk brevene til at gøre Tage lidt jaloux, ved at vise ham brevenes kuverter og sige at det er fra en hemmelig beundre. Da Lene møder på arbejde ligger der endnu en kuvert til hende, med endnu en trussel i. Måske skulle hun alligevel have taget de breve lidt mere seriøst end hun har gjort. Det virker måske også lidt utrygt nu at skulle have en nattevagt på bostedet helt alene. Kriminalkommisær Severinsen bliver ringet op i løbet af natten og bliver sendt ud til Troldheden. Han kommer ud til liget af nattevagten, der er blevet hængt op i loftet - hun har fået blomsterhoveder clipset fast til ansigtet. Idet fremgangsmåden er ret bizar ligger tanken om en seriemorder ikke ret langt væk, blomsterhovederne virker på en måde lidt rituelt. Da de kommer tilbage til politistationen kommer Severinsens chef rendende og informere om, at kriminalkommisæren nu er den eneste i hele distriktet der endnu ikke har været på kursus. Severinsen kan ikke finde noget, han har mindre lyst til lige nu. Desværre er der ikke noget han kan stille op. Chefen er ubøjelig og han forlanger oveni købet at efterforskningen af mordet på nattevagten bliver overtaget af en yderst emsig, ung dame, der bestemt ikke er Severinsens kop te. Da efterforskerne graver lidt dybere i bostedets historie finder de ud af at det ikke er første gang at blomsten Fuchsia optræder som dødens budbringer. Da Severinsen kommer tilbage fra kursus er efterforskningen lukket. Svendsen har opklaret sagen - eller har hun ? Da Kriminalkommisæren kikker sagen efter i krogene er der noget der ikke passer sammen. Dette er bog nr. 4 om Kriminalkommisær Severinsen og nu har personerne fundet deres rette hylde. Dødens Fuchsia er en hyggelig "bog ved kaminen". Den passer perfekt til de læsere der ikke er til for meget blod og vold, men som nyder et lille krimi-puzzlespil. Hovedpersonen, bliver i denne bog udsat for en meget flirtende og irriterende leder af bostedet, der af en eller anden grund synes at aldrende, sure mænd med humørsvingninger er usandsynlig tiltrækkende. Det spil der er mellem de to og omgivelsernes reaktion på samme er ret underholdende. Da Severinsen på hjemmefronten bliver "velsignet" med en lille firbenet logrende "Watson" som æder alle hans snørebånd om natten, er underholdningen hjemme.