Medlemskabspriser

En meget poetisk bog. Mere et digt end en roman. Om relationer mellem mennesker, om at leve i nuet og lade tilfældet og skæbnen råde. Men også om at foretage valg og tage skæbnen i egen hånd. En smuk bog.

En dejlig varm fortælling helt nede på jorden. Jeg er vild med Harold Fry, og denne her bog kan godt komme i nærheden, bare ikke helt der op på samme niveau! Men den er rørende, vedkommende, velskrevet og på en eller anden måde meget positiv og tankevækkende. De stille eksistensers fortællinger er ofte rigtig gode bøger, og denne er absolut ikke nogen undtagelse.

Etta og Otto og Russel og James begynder med den 83 årige Ettas afskedsbrev, som hun sammen med en bunke opskrifter, efterlader sin mand Otto índen hun drager afsted på sin " jeg vil se havet før end jeg dør" pilgrimsrejse. Bogen ender med ?? Ja., hvad ender den egentlig med? Slutningen er åben for fortolkninger, men på en eller anden måde føles den lykkelig. Lykkelig fordi Ettas vandretur får sat nogle ting på plads hos Etta og de to mænd i hendes liv. Lykkelig fordi Etta får set og også mærket havet. Lykkelig fordi Russel giver slip på Etta. Lykkelig fordi Otto får arbejdet sig igennem sine krigstramauer og efterlader sig en samling af papmachedyr. Men måske en smule sørgelig fordi Otto og Etta ikke genforenes igen. Bogen får tre stjerner af mig pga den stille historie, der er godt skrevet, men også fordi det lykkedes forfatteren at mestre de mange spring i tid og scenarier på en elegant og gennemtænkt måde.

Denne bog af Emma Hooper er en god historie om Etta, Otto og Russel og en sær følgesvend James, som Etta får med på sin rejse mod havet. Der er mange skæbner om mændene i krig og konerne der på passe tingene hjemme en god bog der er værd at læse

"Etta og Otto og Russel og James" er en sød historie, om den 83 årige Etta, hendes mand Otto, og deres fælles ven Russel. Bogen tager udgangspunkt i Ettas vandring imod havet, men parallelt føgler vi også deres barndom, og livet frem til nu. "Etta og Otto og Russel og James" berør utrolig mange emner, så som sorg, drømme, håb, mod, et liv fyldt af kærlighed og venskaber, og ikke mindst er det en hyldes til alderdommen. Det hele får vi serveret i små korte kapitler, som springer imellem nutid og datid, og som er nemme at gå til. Når det så er sagt, når jeg indrømme, at jeg til tider fandt bogen en smule kedelig og rodet. Især hen imod slutningen, kan det været svært for læseren, at finde hoved og hale i historien, og hvad der er virkelighed og fantasi. Slutningen er overladt til læserens egen fantasi, og er efter min mening en for nem afslutning, som desværre trækker romanen meget ned. Så er alt i alt en dejlig historie med skønne personkarakteristikker, som desværre bare slutter alt for rodet til min smag.

Fantastisk. En sød og enestående fortælling om 83-årige Etta, der vandrer afsted for at se havet. I mens venter Otto på hende derhjemme, og Russell, der har elsket Etta hele sit liv, drager afsted efter Etta på sit livs rejse. Og så er der James... Den her bog er så enkel, men rummer så meget mere end man lige forventer. Det er en rejse mellem nutiden og fortiden. En vandring ind i minder, der ikke længere kan fortrænges. En fortælling om længsel og uopfyldte ønsker. En fortælling om, hvordan livslange venskaber opstår og udvikles. Personerne kryber ind under huden på dig, og du kommer virkelig til at holde af dem

Bogen handler, som titlen antyder, om Etta og Otto og Russell og James. Deres skæbner flettes sammen på kryds og tværs, gennem flere tidsperioder, som følges parallelt gennem fortællingen. Vi følger dem både som unge og gamle. Den er fyldt med eventyr og udlængsel, og man bliver mindet om, at man skal huske at udleve de ting man drømmer om, inden man dør. Det er forfriskende med en hovedperson over 80, som tilmed er sejere, mere viljestærk og udholdende end mange unge kvinder. Gamle Etta går til fødderne bløder, og hun får en usandsynlig følgesvend i prærieulven James, som var en af de karakterer, jeg holdt mest af. Jeg var dog ofte i tvivl om, hvorvidt James kun fandtes i Ettas fantasi, hvilket er den forklaring jeg hælder mest til, selvom man aldrig får et entydigt svar. Mange karaktertræk fra personer hun har kendt gennem sit liv går igen i James, så han virker som en personlighed sammensat af brudstykker af Ettas hukommelse, som ikke er hvad den har været og ofte spiller hende et puds. Etta kommer på sit livs rejse, og i sin søgen efter hende gør Russell det samme. Ottos savn giver ham også fornyet formål med livet hjemme på gården. Naturen spiller en vigtig rolle i fortællingen, både i form af de mange dyreskikkelser vi møder, men samtidig som kulisse for Ettas tur gennem den canadiske ødemark. De maleriske beskrivelser gør oplevelsen levende for læseren og man føler sig selv i ét med naturen. Pressen fatter interesse for hende, og følger hende gennem vandringen, som ender med at gøre hende til en berømthed, og rapporter om hendes færden når også hjem til Otto. Fortællingen består af fragmenter af deres liv på kryds og tværs, uden tidsangivelse, hvilket til tider kræver, at man holder tungen lige i munden. De er dog alle brikker til puslespillet, som udgør deres fælles liv og indbyrdes kærlighed. Ord har magt, og vigtigheden af dette understreges både i brevkorrespondancerne undervejs, men også i bogens eget sprog, som er legende og deskriptivt. Under Anden Verdenskrig blev brevene mellem Etta og Otto censureret, men formåede stadig at viderebringe deres kærlighed. Dette var en ambivalent og til tider mærkelig læseoplevelse. I hovedtræk nød jeg historien og sproget. Skrivestilen var unik, men bidrog indimellem til min forvirring. Jeg er stadig i tvivl om, hvad der egentlig præcist er foregået, men i store træk giver historien mening, om end den kan fortolkes på flere måder. Ikke alt var klart for mig, men det var heller ikke alt der var klart for karaktererne, så på den måde er man forbundet med dem på et andet plan. Der gemmer sig masser af fortolkningsmuligheder og symbolikker mellem bogens sider, hvilket på én gang er både forvirrende, interessant og mystisk. Personligt manglede jeg en mere åbenlys forklaring, men det er smag og behag. Nogle synes om slutninger, hvor alt er åbent for fortolkning, andre gør ikke, og jeg hører nok mest til sidstnævnte. Dermed ikke sagt, at jeg ikke nød bogen, det gjorde jeg skam. Jeg kunne godt mærke, at den indimellem krævede mere af mig, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Kærlighedshistorien nød jeg at følge, men resten af fortællingen var udgjort af så tvetydige elementer, at jeg ofte var forvirret og måtte lægge bogen fra mig en stund for at tænke. Historien var sød, varm, men også tragisk. Det er ikke en bog man skal skynde sig igennem, men derimod nyde i mindre bidder for dens flotte sprog og på én gang hjertevarme og hjerteskærende historie. Tak til Plusbog.dk for det fine anmeldereksemplar.

Denne bog har virkelig været svær at anmelde, for jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg synes om den. En stor del af bogen foregår i tilbageblik på Etta og Ottos liv og det er en virkelig skøn fortælling om det barske liv på landet i Canada, med trange kår og triste skæbner, om at leve i en by hvor de fleste mænd er draget i krig og dem der er tilbage, hjælper hinanden så godt de kan. Det er rigtig godt beskrevet og jeg nød virkelig at læse de afsnit. I bogen følger vi Ettas vandring mod havet, og Otto som bliver derhjemme og forsøger at få hverdagen til at fungere, men jo længere jeg kom ind i bogen jo mere flyder det hele sammen og bliver urealistisk, og jeg fik indtryk af at det nok ikke hænger helt sammen som jeg tror det gør, at noget af handlingen måske er drømme eller tanker. Tolkningen af slutningen føler jeg er overladt til læseren (hvilket jeg har læst mig frem til er hvad forfatteren sigtede mod) så den vil nok være spændende at diskutere i en læsegruppe. For mig fik det nu bogen til at virke lidt for rodet og det trak en smule ned.

Historien om Etta, som en morgen begiver sig på vej mod havet. Etta er 83 år gammel og kan ikke længere huske så godt. Hun er gift med Otto, men også forelsket i Russel. Fortællingen fører os igennem deres liv til det sted, hvor de er den dag i dag. Man føler med Etta, Russel og Otto, og deres livshistorie. Otto har været en del af en krig og det har sat sine spor i ham, disse oplevelser har Etta været med til at holde hen, men da hun forsvinder, bliver det sværere og sværere for Otto, og han begynder derfor at lave papmachedyr. Etta hun går og går mod havet, hun bliver en berømthed, selv om hun helst vil være alene. Hun er ikke til alt det postyr, men det er der alligevel. Hendes livshistorie er også meget følelsesladet. Hun ender med Otto, men er også forelsket i Russel. Det er en meget følsomt skrevet historie, hvor man ikke kan lade være med at føle med hovedpersonerne. Især Etta gik ind under huden på mig. Hendes historie og målrettethed mod havet, som hun bare vil opleve selv om hun ikke er helt ung mere er meget gribende. Fortællingen er nem og gå til. Jeg sidder dog bagefter og tænker om jeg burde læse den igen, da man ikke helt føler at man har fået det hele med. Bogen er et rigtig godt supplement til de mange krimier og dramahistorier, som er på markedet i dag, så den kan absolut anbefales.

Hvor skal jeg starte? Det er sjældent, at jeg læser en bog, hvor jeg vender den side side og er ved at fælde en tåre på grund af afslutningen foran mig. Romanen ”Etta og Otto og Russell og James” af Emma Hooper er et helt særligt værk, som gjorde mig målløs. Historien tager udgangspunkt i starten af 1900-tallet i Canada; den historiske periode, hvor mændene drager i krig, kvinderne bliver tilbage og arbejder på fabrik, og venter længselsfuldt på kærligheden, som de måtte sige farvel til, da mændene rejste. De tre karakterer (Etta, Otto og Russell) bor i den lille landsby, hvor alle kender hinanden. Livet er på denne tid centreret om høsten og familien, men det er tydeligt, at der finder historiske fremskridt sted, heraf; kvindernes rettigheder, da vi ser at kvinderne begynder at arbejde i løbet af romanen. Desuden er det tydeligt, at krigen gør indtryk på både mændene, som er afsted og frygter for deres liv hver eneste sekund, men også på kvinderne, som venter længselsfuldt derhjemme. Her er det tydeligt at se kærligheden, som blomstrer imellem Etta og Otto, og denne kærlighed danner et bånd – en usynlig tråd – mellem dem, som binder dem sammen. Ja, sommetider smelter de to karakterer næsten sammen. Det er en skøn bog om venskab, relationer, ægteskab og vigtigst af alt; fortrolighed og tillid blandt to mennesker, som tydeligvis eksemplificeres i Etta og Ottos forhold. Bogens plot drejer sig om Ettas rejse, hvor hun med prærieulven James vandrer igennem Canada for at nå til kysten, så hun kan mærke vandet på sin egen krop. Dét hav, som de altid snakkede om og dét, som skilte Etta og Otto fra hinanden igennem krigen. Etta er 83 år gammel, så det er en dristig færd for en kvinde op i årene, så derfor bliver hun hurtig en sensation i hele Canada – men det er Etta ligeglad med. Hun vil bare gerne have lov til at gå. Derhjemme venter Otto på hende. Han er også 83 år gammel og kan mærke, at kroppen langsomt ældes og går i stå. Han laver mad fra Ettas opskrifter, de opskrifter, som hun brugte, da hun ventede på at han kom hjem fra krigen. Nu er det hans tur til at vente på at Etta vender hjem… Hvad end der er hendes hjem. Emma Hooper har virkelig sproget i sin magt og det er tydeligt at se i bogens udvikling. Det er oftest stilheden, som gør mest indtryk. Alt hvad der ikke siges får mere betydning end hvad der siges. Jeg har aldrig oplevet en forfatter, som formåede altid at være et skridt foran læseren. Selv efter at have færdiglæst romanen, så er der mange elementer, der stadig er uklare, som resulterer at jeg bliver nødt til at læse den igen – og det gør jeg mig med glæde. Jeg kan godt lide, når man ikke er en alvidende læser – det sker oftest i ny-litteraturen, men ikke her, og Emma Hoopers værk har kun godt af, at man som læser ikke får alt at vide. Man kunne blive ved (og ved og ved…) at beskrive denne roman, da der er så mange fantastiske elementer i den. Den springer i tid og sted og oftest mellem de forskellige karakterer. Det er spændende at se verden gennem de forskellige karakterer, og samtidig få indblik i deres fælles historie. ”Det er forfærdeligt bare at give op. Det er forfærdeligt. Det giver mig lyst til at gøre noget og blive ved med at gøre noget og aldrig holde op med at gøre noget. Hvis vi gør noget, så er vi i live, og hvis vi lever, så vinder vi, ikke?” Det var en meget speciel bog at læse og der går stadig dage, før at jeg finder ud af, hvorfor denne roman gjorde så stort indtryk på mig. Imens jeg læste om Etta og Otto, fik jeg fornemmelsen af at jeg fik deres hemmeligheder, tanker og historie at vide. Da jeg vendte sidste side, så fik jeg blanke øjne. Da jeg sagde farvel til Etta, Otto og deres spændende og interessante historie, så sagde jeg farvel til noget indeni mig selv, og samtidig bød jeg velkommen til et stort og litterært mesterværk, som jeg for evigt vil have i min erindring.

Fantastisk. En sød og enestående fortælling om 83-årige Etta, der vandrer afsted for at se havet. I mens venter Otto på hende derhjemme, og Russell, der har elsket Etta hele sit liv, drager afsted efter Etta på sin livs rejse. Og så er der James... Den her bog er så enkel, men rummer så meget mere end man lige forventer. Det er en rejse mellem nutiden og fortiden. En vandring ind i minder, der ikke længere kan fortrænges. En fortælling om længsel og uopfyldte ønsker. En fortælling om, hvordan livslange venskaber opstår og udvikles. Personerne kryber ind under huden på dig, og du kommer virkelig til at holde af dem.

Denne bog er svær for mig at anmelde, fordi den er så anderledes fra alt andet jeg tidligere har læst. På mange måder er det så fin en lille historie, vævet sammen af mange korte kapitler, der uden al for megen udenomssnak, fortæller om livet for - og i mellem - tre gode venner. Det er dog en historie med dybde og en dybere mening. En kærlighedshistorie og en hyldest til alderdommen. En fejring af fantasi, vilje, lyst og mod. Jeg har nydt at læse den, og vil bestemt i fremtiden kigge efter mere fra denne forfatter.

Jeg synes den var meget kedelig og ikke særlig spændende men det er bare mig det kan jo godt være at andre synes den er god.

Denne bog har virkelig været svær at anmelde, for jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg synes om den. En stor del af bogen foregår i tilbageblik på Etta og Ottos liv og det er en virkelig skøn fortælling om det barske liv på landet i Canada, med trange kår og triste skæbner, om at leve i en by hvor de fleste mænd er draget i krig og dem der er tilbage, hjælper hinanden så godt de kan. Det er rigtig godt beskrevet og jeg nød virkelig at læse de afsnit. I bogen følger vi Ettas vandring mod havet, og Otto som bliver derhjemme og forsøger at få hverdagen til at fungere, men jo længere jeg kom ind i bogen jo mere flyder det hele sammen og bliver urealistisk, og jeg fik indtryk at af det nok ikke hænger helt sammen som jeg tror det gør, at noget af handlingen måske er drømme eller tanker. Tolkningen af slutningen føler jeg er overladt til læseren (hvilket jeg har læst mig frem til er hvad forfatteren sigtede mod) så den vil nok være spændende at diskutere i en læsegruppe. For mig fik det nu bogen til at virke lidt for rodet og det trak en smule ned.