Jeg kunne godt lide Øvig's "Min mor er besat" men opfølgeren "Jeg er hvad jeg husker" er endnu bedre synes jeg. Bogen er virkelig velresearchet og Øvig er en fantastisk formidler. Som tidligere ansat i psykiatrien synes jeg det er fantastisk endelig at kunne læse en bog, hvor både psykiatri og ECT som behandlingsform bliver beskrevet i positive vendinger. Øvig beskriver også hvordan ECT især er blevet beskrevet meget negativt i litteraturen og kulturen generelt gennem de sidste mange år. Bl.a. i filmen /bogen Gøgereden og senest i Linda Boström Knausgårds roman "Oktoberbarn". I sidstnævnte bog er Knausgårds meget kritisk overfor på det psykiatriske system og især ECT og det blev meget ensidigt at læse. Ikke én eneste gang overvejer hun om hendes hukommelse problemer kan skyldes hendes depression og ikke én gang overvejer hun om de ansatte rent faktisk prøver, at hjælpe hende. Det der så gør Øvig's bog fantastisk det er, at han selvfølgelig fortæller sin historie og sin personlige version af mødet med psykiatrien og ECT som behandlingsform mod en psykotisk depression- men han er også fuldstændig åben overfor, at der er andre som har en anden oplevelse og dem lader han også komme til orde i sin bog. Det gør det både troværdigt, interessant og givende at læse. Jeg håber at bogen kan være medvirkende til at bryde tabuet omkring psykisk sygdom, men også at den kan være med til at rokke ved det negative billede, som der er blevet skabt af både psykiatri og ECT.