Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt.

Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen:

Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min.

Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992.

Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger.

Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen:

Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv.

Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene.

Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer.

Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen.

Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning.

Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der.

Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.