Digtsamlingen foregår i København, digtenes indhold er alle skabt, på steder rundt om i byen, og digtene er en rejse gennem en kvindes følelser. Samlingen kan ses som en efterfølger af forgængeren Under Cassiopeia, der handler om stormende forelskelse. Denne handler om, hvor svært livet er, når kærligheden ikke kunne holde. "Det er de mest uransagelige veje du skal gå, for at finde dig selv. Men i sidste ende skal du miste dig selv for at starte forfra, og på grund af det, være i stande til at leve videre" Jeg har ikke den store erfaring med digte, udover de, der var fast læsning under min skolegang, har jeg i mange år ikke beskæftiget mig med denne genre - før Yahya Hassan udgav sin samling. Denne anmeldelse er derfor en novices oplevelse af læsningen. Den røde tråd er en kvinde, der har meget ondt i livet. Et kærlighedsforhold er afsluttet, og hun har meget svært ved at finde sig til rette i livet. Sorgerne druknes i vilde byture, der afstedkommer tab. Tab af beklædningdele men frem for alt tab af tilstande. Størst indtryk gjorde digtet Amagerbrogade, realitetssans. Men faktisk evner forfatteren at fange min interesse hele vejen igennem, jeg kunne relatere til følelser og tilstande, og fik lyst til både at kramme og ruske op i kvinden. Samlingen er langt fra et festfyrværkeri, det er en fortælling om et menneske, der ikke kan se sig selv, men kun ser sig som en del af et forhold, der nu er gået i stykker. Om der er lys i mørket, vil jeg ikke afsløre her, det skal de kommende læsere selv erfare. Jeg slutter af med en varm anbefaling af samlingen, og med et enkelt digt, der, synes jeg, rammer fint ind i helheden. "Sig selv: Du troede det var din skyld Derfor kan du ikke komme væk eller ud eller derhen hvor du har tabt alle dine ting for du har i sandhed mistet dig selv da du snublede i livets svinkeærinder og blev vidne til den brutale henrettelse af din sjæl der sugede det sidste af din puls ud på åben gade Nu ved du hvad det vil sige at være alene og flået til skindet, nøgen som et uønsket spædbarn på Maboløs natten mellem en hvilken som helst søndag eller mandag"

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg virkeligt har været på en prøve med denne "Pulsens koordinater" - jeg er ikke vant til at læse poesi, og fra første side kunne jeg mærke, hvordan jeg var tvunget til at sætte farten ned. Poesi er ikke noget man læser i forbifarten. Poesi forlanger, at man sætter sig ned og fordyber sig. Det har været en sund og tiltrængt opgave for mig, der normalt løber igennem den ene bog efter den anden. Jeg oplevede denne bog som en samling af ord og indtryk der skulle fordøjes. Jeg var så overvældet, at det gav god mening for mig, at nøjes med at læse 1-2 digte om dagen. Nærmest som en lille gave til mig selv, når jeg lige trængte til at trække stikket i 15 min. Nanna skriver super intelligent og er en sublim ordkunstner. Til tider gav digtene ikke mening for mig, men jeg lærte med tiden at forstå, at poesi måske ikke nødvendigvis er noget man skal forstå rent kognitivt, men nærmere forstå via følelsen man oplever når man læser. Da jeg først havde accepteret, at jeg ikke skulle forstå men føle, blev det nemmere for mig. Det har været en interessant rejse udi poesien verden, og jeg glæder mig til at læse mere.