Det er tredje gang Harald Voetmann bruger en historisk person i en af sine romaner. Denne gang står den tyske benediktinermunk Othlo af St. Emmeram for skud. Tiden er spolet tilbage til middelalderen, hvor Othlo ligger på klosterets sygesal og skifter mellem at lytte til de øvrige sengeliggendes jammer og at døse ind i en verden, hvor han på ryggen af et får går igennem Himmel og Helvede sammen med sin følgesvend. Othlo er blevet udvalgt til at se Himlens glæder, Helvedes pinsler samt landet Necubia – det tåleliges land, hvor de ikke særligt syndige og ikke særligt gode kommer hen efter døden – så han kan forkynde budskabet om de uendelige rædsler, der venter synderen, og den gulerod som den gode kristen kan hente hos Gud og hans engle. Voetmann er kendt for sin ”klamme” litteratur, hvor pis, lort og sæd flyver om ørene på én, og han fortsætter samme stil her, hvor fortælleren Othlo længe dvæler ved Gehrwas’ iøjefaldende nydelse ved at gå på toilettet og som senere på vej ud af Helvede går forbi tarmtapetet, syet sammen af tarme fra mænd og kvinder såvel som børn, og som afbilleder den enkeltes synder. Voetmann holder sig ikke tilbage, når han skildre menneskets dyriske side i konflikt med det civiliserede samfund, som mennesket indgår i. Men det skal dog siges, at det ikke bare er afskyvækkende for at være det, men at Voetmann har skabt sin helt egen æstetik bestående af en syret poetisk prosa, hvor selv pis og lort bliver hævet op på et niveau, hvor vi har med god litteratur at gøre. Jeg kan klart anbefale denne moderne hilsen til Dantes Guddommelige Komedie til den, der føler for en forfriskende og anderledes læseoplevelse, end hvad nyere dansk litteratur ellers kan byde på.