Fra midten af 1950erne og halvtreds år frem var Hans Munk Hansen aktiv som arkitekt, byplanlægger, restaurator og arkitekturhistoriker i Europa, Afrika, Asien og Amerika. Hans byggerier ligger spredt ud over kloden.

Hans Munk Hansen har gennem sine arbejder og i sit virke som lærer ved arkitektskolen været en vigtig eksponent for en arkitekturholdning, som man i en periode af det 20. århundrede kunne benævne som særligt dansk, selv om hans arkitektkarriere startede i Iran midt i 1950erne og siden fortsatte i Beirut, indtil han efter ti år i Mellemøsten etablerede egen tegnestue i København. Også herfra løste han opgaver i øversøiske lande, men fik samtidig også betroet væsentlige projekter i Danmark.

Overfladisk set tager Hans Munk Hansens bygninger sig forskellige ud fordi de konsekvent tager afsæt i lokale byggetraditioner og materialer, og fordi de altid bygger på analyse af den funktion og den kultur, de skal indgå i.

Men dette arbejdsmæssige udgangspunkt kan genfindes som et fælles træk bag alle hans byggerier. Det har givet en genkendelig prunkløs harmoni over hans vildtlodges i Uganda og Dansk Folkeferies ferieby på Malta, to af hans mest omtalte nybyggerier, som overfladisk set ellers er helt forskellige. De ligner heller ikke hans skole i Kina eller turisthotellet i Tunis, banken i Iran, direktørvillaerne, eller boliger til fordrevne slumbeboere ved Den persiske Golf.

Men alle byggerierne deler den samme ydmyghed over for historien og stedet, som også genfindes i Hans Munk Hansens mange istandsættelser af historiske bygninger kloden over. Herhjemme kender vi hans hånd fra bl.a. Roskilde Domkirke og den tyske St. Petri Kirke i Sankt Pedersstræde i København.

Hans Munk Hansen interesserede sig tidligt for islamisk arkitektur, og har i mange år været vores største kender på området.Se også:De rejsende »Kunst, arkitektur, design »2011 - Årets bøger på Vandkunsten »