Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske.
 
Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider?

Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed.

Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed?

Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?
 
AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv?