"Allerede da jeg så mandens ansigt fra mit vindue, burde jeg have fornemmet, at noget var galt. Han var ganske vist iført postens røde jakke med et stort logo på ryggen, men der var noget forkert ved ham. Det var ikke, fordi han tydeligvis var af anden etnisk herkomst, som det hedder i aviserne. Der var noget i hans blik, der burde have fået mig til at smække vinduet i og bede ham smide en seddel i min postkasse, så jeg kunne hente pakken senere". Postbuddet så bange ud. Det kan jeg godt forstå i lyset af den handling, han nu skulle udføre. Sådan begynder Attentatet, Lars Hedegaards erindringsbog om den formiddag i begyndelsen af februar 2013, hvor en mand forklædt som postbud forsøgte at skyde ham i opgangen ved hans hjem. I dagene efter attentatet mod Lars Hedegaard svirrede rygterne: Var det hele iscenesat – af den forhadte islamkritiker selv? Og hvis der virkelig var skudt mod Lars Hedegaard, var det hele så ikke først og fremmest et klodset attentat mod personen og ingen andre? I dag – efter to år og et dødeligt terroranslag i København – er alvoren gået op for de fleste. Lars Hedegaard overlevede. Han levede under jorden i nogle uger efter attentatet og har siden jeg levet under politibeskyttelse. Der er ting, han kan gøre, og ting, han ikke kan gøre – og sådan bliver det utvivlsomt resten af hans liv. Den unge pistolmand med anden etnisk herkomst, som var mistænkt og endda anholdt for attentatet, er i dag på fri fod, angiveligt i Islamisk Stat, efter at han indgik i en fangeudveksling mellem tyrkiske myndigheder og den jihadistiske terrororganisation. I denne bog ser Lars Hedegaard tilbage på dagen og de efterfølgende uger og måneder, der vendte op og ned på alt i hans liv. Han ser også fremad. Mod en tid med normalisering af den politiske vold.