Medlemskabspriser

Det er langt imellem, at jeg opgiver en bog, men her kom jeg til kort. Jeg havde læst de første 100 sider, og kunne slet ikke se noget formål med det hele. Jeg kunne ikke finde handlingen, og jeg var træt af at læse om to kvinder, der mødtes på forskellige caféer, hvor de snakkede om ingen ting.

Fantastisk spændende, overraskende, velskrevet og virkelig original roman af Delphine de Vigan. Handlingen vil jeg ikke gå ind i men temaet er koncentreret omkring grænserne mellem selvbiografi, autofiktion og fiktion og hvordan man som forfatter kommer (skriver) videre når man har skrevet en autofiktiv bestseller. Bogen er en psykologisk thriller og er som sådan ikke en fortsættelse til Alt må vige for natten, men det giver rigtigt god mening at læse denne først.

Mens jeg læste bogen, cirklede min hjerne konstant om spørgsmålet: "Er det her en virkelig historie?" Stilen er biografisk, titlen påstår ovenikøbet at bogen er baseret på en sand historie. Samtidig er den skåret som en thriller i bedste 'Misery' eller 'Enlig pige søger'-stil. Men historien arbejder på metaplanet. I virkeligheden handler bogen for mig om den svære toer. Hvad stiller en forfatter op, når du allerede har solgt ud af hovestolen i din første udgivelse? Er der mere at hente? Kan fiktionen få den samme værdi, som de følelser, der er væltet ud af en? Delphine de Vigan solgte over en million eksemplarer i Frankrig af den selvbiografiske roman 'Alt må vige for natten'. I bogen, der er oversat til 20 sprog, tegner hun et overraskende portræt af sin døde mor, Lucile. 'Baseret på en sand historie' følger i sporet på den bog. Delphine er igen hovedperson, og i biografisk stil fortæller hun om mødet med ghostwriteren L. L. (for lammelse?) insisterer på, at fiktionen ikke har samme værdi som den selvbiografiske fortælling, og det lammer Delphine mere og mere. L. er billedet på, hvilke kvaler en kunstner må igennem for at skabe et værk. Det er en eminent velskrevet bog, der foregår på flere planer. Jeg har gang på gang taget mig selv i at genlæse Delphines betragtninger og overvejelser. Klar anbefaling fra mig.

Lad mig indledningsvis advare om, at hvis du begynder at læse Delphine De Vigans efterfølger til ”Alt må vige for natten” i forventningen om kun at læse et kapitel, en time, i ventetiden i toget, så glem det. Du kan ligeså godt afsætte en halv-hel dag med det samme, for du kan ikke slippe ”Baseret på en sand historie”, når først du er i gang. Bogen er et gribende, fascinerende og smertefuldt indblik i en forfatters pludselige dyk ned i en skriveblokering så voldsomt hæmmende, at hun i en lang periode ikke engang magter at skrive en indkøbsseddel. Det er en skræmmende beskrivelse af en gensidig besættelse mellem to mennesker, som eskalerer til en brutal afslutning, der samtidig er så dramatisk og filmisk, at man som læser begynder at føle sig ført bag lyset. For udvikler det sig ikke lige en tand for Hollywoodsk? Det er fortællingen om at håndtere og følge op på en kritikerrost publikumssucces, og hvad det betyder for ens liv at skrive dybt personligt og selvudleverende. Delvis knugende ubehagelig thriller med tydelige tråde til Stephen Kings ”Misery”, delvis kommentar til og udfordring af reality genrens eksplosive sejrsgang på tv og sociale medier og konsekvensen heraf; et publikum som higer efter sande historier, autentisk stof og blot får en konstrueret virkelighed. Når vi køber biografbilletten til filmen, der er ”baseret på en sand historie” eller ”inspireret af virkelige hændelser”, forsøger vi så selv at finde ind til det sande, eller køber vi bevidst den sandhed, andre skaber for os? Måske er bogen i sidste ende en beskrivelse af en personlighedsspaltning, der har ligget i dvale i årevis, men fremprovokeres af forfatterens lammende skriveblokering? For hvem er L logisk set egentlig? ”Baseret på en sand historie” underholder ligeså meget, som den efterlader læseren med en række spørgsmål. Mysteriet forstætter efter bogens slutning.

En medrivende fortælling om at lade sig opsluge af et andet menneske. Den måde romanen skildrer fascinations af et andet menneske, usikkerheden, sensationslysten er eminent. Sjældent har jeg læst noget så sprogligt velbalanceret og afstemt. I takt med at man går i fortællerens fodspor, kryber historien under huden og spreder en ildevarslende forudanelse. Det betyder, at bogen er ganske svær at slippe, når først man er begyndt.

Jeg var så begejstret for måde, hvordan de følelser var videre givet i ord. Meget rystende historie, hvordan ens arbejde får ens liv at styrte sammen. Det er ikke nemt at være forfatter. Jeg selv har drøm, hvor jeg vil udgive min egen bog, men bogen fik mig til at tænke over - vil jeg have det sådan? Det eneste jeg synes var lidt træls eller kedeligt var, at i bogen var brugt forkortelse for navne. Det er noget jeg ikke bryder mig om. Dem, der har forfatterdrøm, burde læse bogen, det er en slags øjneåbner.