De Kellerske Anstalter var i mange år navnet på Danmarks største institution for udviklingshæmmede. Eller åndssvage som de blev kaldt. Institutionen kom til verden i 1865 i en baggård i det indre København, men fik hurtigt vokseværk, og inden århundredet var omme, var stenbroen byttet ud med et omfattende anstaltskompleks i Brejning mellem Vejle og Fredericia. De paladsagtige bygninger blev i årenes løb et hjem for mere end 13.000 patienter, og Danmark blev et foregangsland, når det gjaldt systematisk indsamling, overvågning og sterilisation af åndssvage. De Kellerske Anstalter var, med sine isolerede filialer på Livø og Sprogø, den institution som politikere og læger gerne holdt frem som forbillede for resten af Europa. Et bevis på hvor humant Danmark var. Men institutionen skabte ikke kun forbedrede forhold for nogle af landets svageste borgere. Den var også var udtryk for et samfundsmæssigt fravalg og med til at gøre et stadigt bredere spektrum af mennesker til afvigere. I sine velmagtsdage rummede anstalten mennesker, som man i dag ikke ville drømme om at institutionalisere, herunder en far til en dansk statsminister. Den slags kan der være gode grunde til at mindes. Men der kan også være gode grunde til at glæde sig over, at det nu er slut. I 1990 blev institutionen nedlagt. Det siges, at graden af et lands ”civiliserethed” kan måles på, hvordan det behandler sine afvigere. Hvis det er sandt, så er historien om De Kellerske Anstalter et stykke enestående danmarkshistorie.