Top kategorier
Op til 20% Rabat på nye medlemsordrer
Årets første læseoplevelse er altid helt speciel. Det er den i hvert fald for mig. Jeg kan derfor også bruge dagevis på at finde frem til, hvilken bog jeg skal starte året ud med at læse. For den skal jo helst være fantastisk, så den kan sætte ordentligt skub i læsningen for resten af året. Det er jo ikke særlig inspirerende at starte året ud med en dårlig læseoplevelse. Dårlige eller mindre positive læseoplevelser gør mig nemlig altid i et lidt trælst humør, og jeg har sjældent den store lyst til at samle en ny bog op efterfølgende.
I år var valget om årets første bog dog ikke særlig svær. Først og fremmest startede jeg året ud med at læse de sidste par kapitler af ”Without Merit” af Colleen Hoover, som jeg var begyndt på mellem jul og nytår. Eftersom jeg vist ikke engang manglede én tredjedel af den, da året begyndte, var den hurtigt læst færdigt. Og derfor synes jeg heller ikke helt, den kan betegnes som årets første rigtige læseoplevelse. Det var dog en virkelig skøn bog, så den havde allerede opvarmet min læselyst, og derfor udvalgte jeg også hurtigt den næste bog efter endt læsning.
Valget af årets første læseoplevelse i år var dog bestemt ikke svært. I og med jeg virkelig nød ”Without Merit”, så havde jeg nemlig en kæmpe lyst til at læse videre i hendes forfatterskab. Jeg er efterhånden nået igennem (og har elsket) en god del af bøgerne i hendes forfatterskab, men alligevel havde jeg endnu ikke åbnet ”9. november”, som endda er den seneste af hendes bøger, som er oversat til dansk. Det sammenholdt med, at det rent faktisk også var månedens bog i min daværende læseklub gjorde, at valget selvfølgelig ikke kunne falde på andre. Og det endte med at være et helt perfekt valg.
Jeg går som regel rimelig blindt ind til Colleen Hoovers bøger. Jeg elsker nemlig at lade mig overraske af hendes historier. Ydermere har jeg efterhånden læst og elsket så mange af hendes bøger, at jeg tror, der skal en del til, at jeg ikke vil læse en bog af hende. Jeg føler derfor heller ikke rigtig, at der er en grund til, jeg læser bogens beskrivelse (og risikerer at blive spoilet), før jeg går i gang. Af denne årsag vidste jeg heller ikke præcis, hvad ”9. november” egentlig handlede om. Jeg havde dog hørt en del kritik af den, og var derfor måske også lidt mere forsigtig med at kaste mig ud i den, end jeg ellers normalt er med Hoovers forfatterskab.
Jeg kaste mig dog ud i det og allerede fra de første par sider, var jeg hooked. Sproget flød helt fløjlsblødt og var med til at gøre, at det var selve historien, der trådte og var det vigtige. Dermed ikke sagt, at sproget ikke var rigtig fint og gennemtænkt. For det var det uden tvivl. Jeg kunne i hvert fald tydeligt mærke, at Hoover havde tænkt over hvert et ord. Sproget var f.eks. også med til, at jeg kunne danne et rigtigt billede af både Fallon og Ben. De har nemlig begge ordet i deres magt, og det synes jeg alligevel tydeligt kom til udtryk. Men igen uden at det på nogen måde overtog historien.
”9. november” er overordnet inddelt i kapitler svarende til syv gange 9. november, og det er helt utroligt, hvor fuldendt en historie Hoover har formået at skrive på trods af dette. Både hvad angår hovedpersonernes udvikling, men også på selve kærlighedsfronten. For selvom vi jo kun ser små brøkdele af deres liv, så får vi alligevel det hele på én og samme tid. På de få dage som de tilbringer sammen, åbner de sig nemlig så meget op for hinanden, at vi som læsere også kommer til at lære dem inderligt at kende.
Eftersom historien er fortalt på den måde, som den er, så kunne jeg godt havde frygtet, at der ville være et lidt for stort tilfælde af insta-love (lynkærlighed). Og altså det er der måske også for nogen. Men jeg lappede det alligevel fuldstændig i mig, og jeg heppede på kærligheden lige fra første blik, de delte med hinanden. Af denne grund hev og flåede bogen også i mit hjerte.
Jeg nåede i hvert fald hele følelsesregistret igennem i løbet af min læsning, og jeg vil også gerne indrømme, at jeg måtte lægge bogen fra mig flere gange, fordi den var i risiko for at drukne i mine tårer. For det er altså også en hård historie – på rigtig mange planer. Hvilke vil jeg dog lade være op til dig selv at finde ud af. Men jeg kan sige så meget, at ”9. november” langt fra er en simpel kærlighedshistorie.
Den er nemlig også så meget andet. Desuden er det sådan en bog, der leverer overraskelser og drejninger, som jeg på ingen måde havde forudset. Og netop af denne årsag var jeg heller ikke forberedt på, hvor dybt læseoplevelsen ville sætte sig i mig. ”9. november” er uden tvivl blevet én af mine yndlingsbøger af Colleen Hoover, og jeg ville næsten ønske, jeg stadig havde den til gode. I stedet vil jeg glæde mig til at genlæse den – igen og igen.
Tags:
