Se vores JULEGAVEGUIDE til hele familien  –  Få FRI FRAGT

Bliv Plusmedlem  og få adgang til vores altid lave priser på bøger. Er du i tvivl? Så prøv første uge GRATIS og herefter automatisk fornyelse til 99kr/md. Afmeld når som helst og Plusfordelene stopper ved udgangen af din betalingsperiode.

Boganmeldelser fra Helle

Jeg er en 70-årig pensioneret lærer, der læser stort set alt, jeg kan få fat i, dog synes jeg, livet er for kort til Gør det selv bøger, slankebøger og kogebøger. Jeg har læst hele livet og fik som 10-årig lov til at låne i voksenafdelingen på biblioteket, fordi jeg havde læst alle børnebøgerne. For tiden er jeg mest bidt af krimier, og her er Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel, Jakob Melander og Jo Nesbø mine foretrukne forfattere, og i det hele taget holder jeg mest af de nordiske krimiforfattere, da jeg bedre kan genkende personerne og miljøerne. Men jeg læser også andet, og en af de bedste bøger jeg har læst i den senere tid er: ”Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr. Det er meget længe siden, jeg har læst en roman med et så fantastisk sprog, så jeg måtte hurtigt læse den endnu en gang. Men alligevel har jeg en temmelig gammel yndlingsbog: ”Øst for Paradis” af John Steinbeck. Den har jeg læst et utal af gange og finder stadig noget nyt hver gang. (Filmen er heller ikke at foragte). Også Sigrid Undsets ”Kristin Lavransdatter hører til blandt mine favoritter. Når jeg rejser, jeg elsker at rejse, har jeg altid en bog i tasken, og det er altid en smid væk bog, som jeg river siderne ud af, efterhånden som de bliver læst. Det er altid bøger, jeg har læst tidligere, men så får jeg også lidt plads på mine bugnende reoler.
472 anmeldelser i alt, 0 i december
1 2 3 4 5 >

af Helle,
17. november 2018
Man kan ikke andet end anerkende, at forfatteren har foretaget et enormt researcharbejde om Monet, hans hus med tilhørende have og den nærliggende landsby Giverny. Jeg er selv stor beundrer af Monet og har for mange år siden besøgt Giverny. Det var lige så smukt som Michel Bussi beskriver det. Men jeg kan ikke lide hans skrivestil, hvor han lader en jeg-fortæller fortælle nogle af kapitlerne, og ellers have en alvidende fortæller resten af bogen. Selve plottet er utrolig godt fundet på, og spændingskurven blev bare ved med at stige. Men, men, men! Jeg læser krimier, fordi de er spændende, og fordi jeg elsker at gætte med for at se, om jeg er lige så dygtig som politiet. Den måde, som denne bog er vinklet på, fratog mig noget af den fornøjelse. Her er virkelig en forfatter, der spiller med fordækte kort!
Sherif
(2)

af Helle,
16. november 2018
Det hører virkelig til sjældenhederne, at jeg græder over en krimi. Men det gjorde jeg i begyndelsen af denne bog. Tårerne bare løb ned ad kinderne, og det synes jeg bare ikke, du kan være bekendt Lars K. Men, når det så er sagt, er her igen en fantastisk krimi fra forfatterens hånd. Hvid og Belling bliver sat på en opgave, som PET meget hurtigt overtager, og da der hurtigt sker et nyt mord, gør det ikke så meget, bortset fra, at det nye mord har berøringsflader med det mord, som PET overtog. Det er fantastisk, at så mange danske krimiforfattere skriver så meget om samarbejdsproblemerne mellem PET og politiet, men efter at jeg har læst Syv år for PET, er jeg ikke i tvivl om, at der virkelig er så store problemer i samarbejdet. Plottet er godt udtænkt, og spændingen er bare så intens, at det virkelig var svært at lægge bogen fra sig. Og så laver L.K. en helt fantastisk cliff-hanger, så det er svært at vente til næste Hvid og Belling-krimi udkommer.

af Helle,
16. november 2018
Efter terrorsagen blev både Falster og Hede beordret på orlov. Hede havde mistet sin kone, og vidste ikke, om han overhovedet ville begynde igen, og Falster prøvede at slå tiden ihjel med mærkelige indfald, så som en østerssafari på Rømø. Men så ringer Wingaard. Der ligger en ny sag og venter på dem. Sagen er, at to piger på henholdsvis 9 og 16 år, er forsvundet undervejs hjem fra skole. Så dukker liget af den 9-årige op i en flod i Spanien, og ingen aner, hvordan hun er kommet dertil. Jeg elsker Christian Frosts til tider humoristiske skrivestil. Især samtalerne mellem Falster og Hede, der minder mig om de to gamle gnavpotter i Muppet-show, der aldrig ville give den anden ret. Og de to mænd kommer virkelig tæt på hinanden i ordets bogstaveligste forstand. Plottet er fantastisk veldrejet, og det varede længe, inden jeg rettede mistanken den rigtige vej. For slet ikke at tale om spændingskurven! De ca.100 første sider var den jævnt stigende, men så skal jeg ellers lige love for, at der kom et boom, der ville noget, og det holdt sig lige til slutningen. Så kan man bare gå og glæde sig til næste bog.

af Helle,
16. november 2018
Det sker ikke ret tit, at jeg mener, at det havde været bedre om en bog slet ikke var blevet skrevet. Men dette er sådan en bog! Noget værre møg skal man lede længe efter. På appetitvækkeren står der, at den er humoristisk. Jeg grinede ikke en eneste gang, ja jeg trak ikke engang på smilebåndet. Handlingen er mærkelig. Jeg-personen bliver overfaldet af en kvinde, og hun siger: ”Du jøde” til ham. Så begynder han at undersøge, om han er jøde, og det går resten af bogen stort set med. Spændingen er ikke eksisterende. Jeg kedede mig, og bogen er brændt i vores brændeovn.

af Helle,
12. november 2018
Jeg har læst flere anmeldelser og anbefalinger af denne bog, og på trods af de smukke ord fangede den mig aldrig. Den er virkelig velskrevet, der er kælet for hver enkelt sætning, men der sker jo ikke noget. At sidde og læse 20 sider om, hvordan man får noget træ til at se gammelt ud, eller hvordan Theo opfører sig i en narkorus, er ikke lige mig. Der er ikke noget, der driver mig til lige at læse et kapitel mere. Vi følger drengen Theo fra han som 12-årig er sammen med sin mor på et museum, hvor en bombe eksploderer. Moderen dør, og Theo stjæler billedet Stillidsen, som han så ikke kan finde ud af at få afleveret igen, og på en eller anden måde kommer dette billede til at styre hele hans liv. Hvis man er til lange udredninger og smukt sprog, er denne bog lige sagen, men vil man gerne have, at der sker noget, skal man nok springe den over.

af Helle,
12. november 2018
At GW ikke er blevet så velkendt en forfatter her i Danmark, som nogle af hans svenske kolleger, skyldes nok hans skrivestil, der er fuld af satire, ironi og sort humor. Og i denne bog blev det for meget selv for mig, der ellers elsker den sorte humor. En ung kvindelig politiaspirant findes myrdet i moderens lejlighed. Hun havde været en tur i byen og gik hjemad ud på natten. Ingen har set eller hørt noget, så det er hårdt arbejde for politiet. Det er hovedpersonen Bäckström, der bliver sat på sagen. Han er en selvfed lidt doven person, hvis største interesse er mad og øl. Desuden synes han selv, at han er en Guds gave til kvinderne. Han bryder sig ikke ret meget om nogen som helst, men der er dog en ung betjent, der finder nåde for hans blik. Men aldrig har jeg dog læst så mange ord uden nogen som helst handling. Jeg har undervejs næsten gabt kæberne af led, og man skal virkelig være stor fan, hvis man går i lag med disse godt 500 sider.

af Helle,
12. november 2018
Hvis man er til krimier med bloddryppende og makabre detaljer, skal man holde sig fra JLH, men kan man derimod godt lide en krimi, hvor spændingen langsomt stiger, hvor det omhyggelige politiarbejde beskrives, og intrigerne afsløres, er han lige sagen. Vi møder igen Wisting og hans journalistdatter Line. Og så bliver vi nærmere introduceret til sønnen Thomas, som vi godt nok har hørt om i de foregående bøger, men ikke direkte har mødt, fordi han ikke har været hjemme. Wisting er stadig optaget af den gamle sag om den forsvundne Katharina. Hvert år, på den dag hvor hun forsvandt, besøger han Martin, hendes mand, men i år var Martin ikke hjemme. Og så kommer Stiller fra EU. Han vil have åbnet en anden gammel sag, som Wisting skal hjælpe ham med. Han er typen, der har rundsave på albuerne og benytter alle midler, selv ufine metoder, for at opnå resultater. Og selvfølgelig bliver begge sager løst, og spændingen udløst. En utrolig spændende og velskrevet krimi!

af Helle,
12. november 2018
Så fik jeg begyndt på en amerikansk krønike, og hvilken begyndelse. Hovedpersonen Harry har som barn et gudsbenådet talent. Når han synger, lytter alle. Selv om han kommer fra meget fattige kår, kommer han ind på en velrenommeret kostskole og senere på en grammar-school. Her giver forfatteren os et glimrende indblik i den engelske overklasses skolesystem, med alt hvad det indebærer af godt og dårligt. Især elskede jeg, hvordan Harry sad og så på de andre, når der skulle spises. Han havde dummet sig to gange. Desuden syntes præfekten, at han skulle kanøfles, for han hørte ikke hjemme der. JA har en dejlig måde at skrive på, så bogen er meget let at læse, og alligevel føler man, at man får et rigt udbytte. Jeg kan godt lide den måde, han lader de forskellige personer fortælle, hvor anderledes de havde oplevet de samme episoder. Bogen var lige så spændende som en krimi, og så giver han læserne en ordentlig cliff-hanger til allersidst. Godt, jeg har de næste to bøger stående på hylden!

af Helle,
12. november 2018
En socialrealistisk roman, der er så smukt skrevet, er lidt af et mirakel. Vi befinder os på Langeland, hvor vi møder Marie og hendes familie i slutningen af 1930’erne. Man følger udviklingen i Danmark helt op til 1970’erne set gennem Maries øjne, og det er familielivet, der er i centrum, men som jeg også undrer mig mest over. Aldrig et kærtegn, men nok af tæsk, aldrig et kærligt ord, men nok af skæld ud og bebrejdelser. At folk, der voksede op dengang, alligevel blev til gode og kærlige forældre, er intet mindre end et mirakel. Merete P.H. skriver smukt med både gode person og miljøbeskrivelser. Især elskede jeg beskrivelsen af billedet, som faderen kaldte ”Folkets skønhed”. Det kan næsten ikke gøres bedre, og jeg kunne tydeligt se det for mig. Dette er den første bog, jeg har læst af M.P.H., men det bliver bestemt ikke den sidste. Snyd ikke dig selv for en super læseoplevelse!

af Helle,
12. november 2018
Det er sjældent, at jeg bliver gal, når jeg læser en bog, men det gjorde jeg ved denne her. For der er jo intet her, der hænger sammen eller kan lade sig gøre. Hvor er forfatterens sunde fornuft? Der skal en dommerkendelse til for at ransage et hjem. Sygejournaler er hemmelige, og offentliggørelse af billeder af en mistænkt er noget politiet er meget varsomme med. Men når det så er sagt, forstår Inger Wolf at skrive en utroligt spændende historie, man kan næsten ikke lægge bogen fra sig, når man først får begyndt. Alligevel synes jeg slet ikke, den lever op til de foregående bøgers standard.

Vores kunder elsker os!
Trustpilot 8,9
E-mærket
Du kan være tryg hos os - Vi er medlem af e-mærket!
Cxense Display