De bøger, som er skrevet om Paris, kan dække boulevarderne og mere til, men det holder ikke Henning Mortensen tilbage.
Det er en del af byens storhed, men også af dens mystik, at den får så mange enkelt individer til at fortælle sig selv, at netop de har en særlig sans for det parisiske, og nu skal verden bare høre.

I denne bog finder læseren ingen kort, ingen oversigter, registre, 3-D-fremstillinger, ingen rækker af årstal eller ophobninger af navne på historiske berømtheder, den er improviserede vandringer gennem byen og afspejlinger af det sind, som lader sig befrugte af den.


Anmelderne roser Henning Mortensen til skyerne:

"Henning Mortensen har skrevet en bog om Paris, der hæver sig højt over søndagsavisens hyggesnak og gør den til en opløftende manifestation af sprogets og refleksionens magt ... Det aftvang denne læser respekt, at Mortensen har sans for de grimme og (derfor?) socialt belastede forstæder og hans ihukommelse af, at Paris ikke blot er det smukke, historiske, privilegerede og rige centrum, som vi vader tyndt, når vi er der. Bogens titel Bouffanelle, henviser til en skovtroldkvinde, som var den første til at lave bouffadou, en udhulet birkekvist, hvorigennem man kan puste nyt liv i et hendøende bål - og samtidig et par små røde djævle ned i bålet. Og hvis det er en hendøende genre, Henning Mortensen har bevæget sig ud i med sin uprætentiøse, lavmælte og lødige rejsebog fra Paris, så har han som troldkvinden pustet nyt liv i den - sammen med et par små djævle, der får os til at se om bag byens overflade." Marie Tetzlaff, Politiken

"Hvad i alverden han nu er ude på, udbryder man automatisk ved modtagelsen af den nye bog, der hedder Bouffanelle og har undertitlen »En bog om Paris«. Har Mester M. skrevet en motherfucking rejsebog? Og ja, det har han faktisk. Også! ... Til allersidst lander så en fluelort på den avis, hvor Mortensen læser om en moderne franskmorder: »Der er mange måder at overkomme menneskenes vanvid på.« En af dem er at besøge Paris og en anden er at læse en bog af Henning Mortensen, ikke fordi man ikke i begge tilfælde risikerer at støde ind i dødelige blindgyder, men fordi der netop af den grund er så mange søde og sære vildspor, der går udenom og tværs igennem." Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Den slentrende fortælleform er både Bouffanelles charme og begrænsning. Forfatteren øser med sproglig veloplagthed af både egne og historiske anekdoter; men billederne opløser sig i nye billeder, digressionerne i nye digressioner uden at ville andet end fastholde det forhåndenværende i et mættet øjeblik. Det er pointen. Her er ingen dybdelodninger af den aktuelle byudvikling eller centralperspektiviske vistaer over Paris' arkitektoniske, politiske, kulturelle tilstand. For Henning Mortensen handler det ikke om at gennemskue eller overskue, men om at lade fantasien og Paris udæske hinanden." Christian Dahl, Information

"Henning Mortensens viden om Paris er imponerende i en grad, så man skulle tro, han ikke havde bestilt andet end at skrive om den myldrende franske hovedstad ... Forklaringen på titlen kommer først langt henne i bogen. Bouffanelle var en troldkvinde, der gennem sin hule stok blæste små djævleunger i røde knæbukser frem af den henslumrende ild. Henning Mortensen, der har brændeovn hjemme i Sondrup, køber sådan en tryllestok på et gademarked. Foruden at holde ild i brændeovnen bruger han dette djævlerør til at få gløderne i sindet til at flamme op, når han føler sig gennemæltet og idéforladt af byen, og når hans hoved ligner Jerusalems ødelæggelse. Så puster Bouffanelle på ham gennem sit rør, og hans oplevelses- og digtergeni blusser atter lystigt." Niels Houkjær, Berlingske Tidende