I dag taler man om fjerdebølge feminister, hvis kamp synes individualiseret og frigjort fra ønsket om magt. Sådan er det formentlig, fordi de er vokset op med, at en kvinde kan være både statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister, dronning, formand for Folketinget og sågar kan komme hjem fra krig i en kiste. Men de moderne feministers kamp er en overbygning til en kamp, som blev kæmpet - og vundet - af en anden generation af kvinder, der var unge i 60’erne og 70’erne.

Det er kvinder som Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Grethe Fenger Møller, Marianne Jelved, Pia Kjærsgaard. Disse kvinder, og en håndfuld til, har præget dansk politik de seneste 30-40 år, og de fleste danskere husker deres stemmer og ansigter, selv om mange af dem nu er gået på pension. De har det til fælles, at de for alvor bankede hul igennem - ikke til glasloftet, men til betonmuren - til magtens centrum. I dag er de omkring 70 år, men de husker endnu, hvordan de måtte kæmpe for at få indflydelse og få mændene til at lytte. 

Bogen er et tematisk værk baseret på lange interviews, som samlet beskriver de prøvelser, de mødte, da de var unge, og de løsninger de fandt. Godt nok kæmpede de ikke sammen, men ofte mod hinanden, men summen af deres personlige, omkostningsfulde og indædte kampe åbnede porten for de generationer
af kvinder, som fulgte efter.

Det er altså historien om modstand, men også om succes. Og om, hvordan de oplevede magten. Hvad oplevede de på deres vej, hvad tænkte de, hvordan påvirkede det dem. Hjalp de hinanden? Hvad tænkte de om hinandens indsats? Og hvad tænker de om magten i dag. Fik de ændret den - eller blot adgangen til den? Kæmpede de nogle forkerte kampe? Og hvilke var de rigtige og de afgørende?