Medlemskabspriser

Jeg har en stor forkærlighed for Frans G. Bengtssons bog: Røde Orm, og det er velkendt i min omgangskreds. Det var derfor en af vennerne stak mig første bind af Lows trilogi De Edsvorne og gav mig besked på at begive mig ind i denne skotske forfatters vikingeunivers. Det er en drabelig historie om vikingesønnen Orm Ruriksson fra Norge, der pludselig hentes ud af dagligdagens vante rammer og kastes ud i et univers, der er præget af vold, kærlighed og ikke mindst mystik. Der er en historisk solid basis for historien - og Low kender sine nordiske historier og en meget til vikingernes liv, kampteknikker, dagligdag og færden. Desværre får mystikken og fortælleglæden lov til at tage overhånd i store dele af historien - og det er en svækkelse, hvor man som læser ofte kan få besværligheder med at skelne historiske facts fra den rene fortællelyst. Hvorom alt er, så kommer vor helt Orm på en gevaltig tur i Østerled, hvor han flittigt deltager i jagten på Attilas grav og dermed den skat, der i sagaerne omtales om værende ret så omfattende. Det er her mystikken og de mere outrerede hændelser tager livet af læseren - og det er faktisk en skam. Hvis der er nogen, der har læst Michael Crichtons Den 13. kriger, der er en amerikaners overbygning over det historisk beskrevne møde mellem nordboerne og den arabiske ambassadør Ibn Fadlan i 900-tallet. En overbygning der tenderer det rene vås. Så er det ikke helt så slemt i denne beskrivelse, men den gode skotte Robert Low holder sig ikke tilbage, når de overnaturlige sysler skal sætte deres klamme fingre på handlingen. Det er så voldsomt, at jeg alvorligt overvejer, om der skal bruges tid på fortsættelserne Ulvehavet og Den hvide Ravn, Det vil tiden vise. Lad mig slutte med et citat fra bogen - et af de mere kendte vikingevers: Fæ skal dø. Frænder skal dø Jeg selv skal dø. Evigt lever kun eftermælet ... Og i dette tilfælde må man nok notere, at eftermælet er en smule blakket