Medlemskabspriser

Da jeg var barn havde vi kun sort/hvid tv og programmet hed DR, og de sendte en del film med Liv Ulmann dels Mobergs Utvandrarna og Nybyggarna, men også Bergmans Persona og Vargtimmen. Så det erlidt med dem på nethinden at jeg har læst Linn Ullmanns roman De urolige. Bogen skildre i samtaleform pigens forhold til forældrene, samt deres indbyrdes forhold dels i de fire år de var gift men også gennem resten af livet. Det er en roman, med de friheder der ligger i det, men projektet startede med det der skulle have været en interview bog mellem far og datter. Efter sjette samtale er faderen dog så syg, at projektet bliver opgivet i sin oprindelige form. I stedet har Linn brugt samtalerne og tilsat sine egne erindringer og hvad hun har haft af breve og foto, til at frembringe et kalejdoskop over tre menneskers liv, hendes eget, moderen og faderen. Det er en fantastisk velskrevet bog, som giver et indblik i hvordan livet kan arte sig når man vokser op med to så kendte og ambitiøse forældre. Faderen der instruerer alt i livet, selv sin egen død og moderen der er sygelig optaget af hvordan alting fremstår. Forældrene iscenesætter deres liv og gør det til en historie, hvilket gør det vanskeligt for barnet at skelne mellem historie og virkelighed. Jeg må sige det er en læse oplevelse lidt ud over det sædvanlige og jeg er meget begejstret. Det er nu knap tre uger siden jeg læste bogen, men den fylder stadig meget på en god måde. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Ud fra beskrivelsen havde jeg store forventninger til bogen, men jeg blev dog en smule skuffet. Historien i sig selv er virkelig spændende, men måden den er skrevet på er en smule forvirrende, da der var rigtig mange flashbacks, så man skulle nogle gange lige vende tilbage for at få fat i, hvem personen nu var, da "pigen" som fortæller om sig selv var lidt svær at følge, da det skiftede mellem hendes "barn"-jeg og "voksen"-jeg. Ellers var det på en måde også interessant at læse det på den måde, da man skulle læse historien mellem linjerne. Men igen så gemmer der sig en god og sørgelig historie om svigt mellem linjerne. Så hvis man er til noget nyt og anderledes, så kan det anbefales.

På mange måder en fin bog om en ensom lille pige, der aldrig rigtig fik den opmærksomhed fra sin far og mor, som hun havde brug for, og på mange måder halvtræls en bog, som jeg har kæmpet mig igennem. At pigen er datter af den svenske filminstruktør og manuskriptforfatter Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann gør ikke bogen mere spændende.

Linn Ullmann skriver helt utrolig godt i denne autofiktion, hvor det er svært at adskille det, hun selv oplevede som barn, og det der er fiktion. Vi møder i bogen tre personer, pigen, moren og faren og de er de vigtigste aktører i historien. Det er en fortælling om svigt og savn og kærlighed og alt det der forbliver usagt og de øjeblikke man for evigt mister. Linn Ullmanns skrivestil er sparsom og samtidig uhyre effektfuld. Jeg blev i hvert fald mest rørt af alt det hun ikke skrev, det der stod mellem linierne og flagrede usagt mellem personerne i bogen. Den er lidt lang og snørklet, og der springes fra nutid til fortid, fra minder til tanker til transkribering, så den kræver lidt af sin læser, men det er bare med at hænge på, for det er en virkelig god bog.

Jeg havde måske for store forventninger, men jeg må ærligt erkende, at jeg synes De urolige var lidt sej at komme igennem. Måske er det de mange urolige historier, de urolige tilbageblik, de urolige øjeblikke eller det at forfatteren omtaler sig selv som "pigen", der gør at jeg ikke kan føle barnet, den urolige opvækst, svigtene og alt det andet, der langsomt vokser frem mellem linierne. Der ligger en barsk og meget sørgelig historie gemt mellem alle ordene, men den kommer ligesom ikke rigtig frem i lyset. Måske oplever forfatteren det ikke selv, som noget, der burde have været anderledes.

"Pigen" er fortælleren. Hun tager dig via barndommens erindringer på besøg hos de berømte forældre. Forældre som tilskriver sig retten til først og fremmest til at opføre sig som børn. En ubeskrivelig kærlighed i en flod af ord; ikke et eneste er ligegyldigt, for meget, overflødigt og aldrig, aldrig fordømmende. Moderens svigt af en lille ulykkelig pige, der savner hende ubeskriveligt, når hun er bortrejst. Moderens krøllede nerver, som er undskyldningen for alt for megen drikkeri. Faderen, den berømte filmskaber, lever kontrolleret i sit arbejdsværelse altid skrivende og altid skabende i huset på øen. Temperamentet bliver holdt i skak af sygelig punktlighed, stumfilm, lukkede vinduer og smukke kvinder. Geniet, dramatikeren dør udramatisk, og du er med på sengekanten. Mit hjerte græder for forfatteren, men hun ønsker og behøver det ikke. Jeg lærer mere om mig selv og meget om, at tiden - brugt eller misbrugt - ikke kan skrues tilbage og filmes igen med en bedre lyssætning. Læs!