Den 30. december 1957 kl. ca. 23.30 sejler skibsbygger Erik Breving ud på Lillebælt i sin motorbåd Schott. Han vil sejle den de 800 meter til Gammel Havn i Middelfart. Motoren går i stå, og båden driver ud midt på bæltet. Da Breving igen får startet motoren, løber den løbsk, og der sker en eksplosion. I et nu er båden omspændt af flammer. En toldbåd kommer hurtigt til undsætning og fisker Breving op af det kolde vand. I favnen har han en livløs treårig dreng. Også hans hustru, hans mester og en kammerat omkommer. Resterne af Schott ender på bunden af Lillebælt. Liget af hustruen skyller i land den følgende dag, mesterens først otte måneder senere. Kammeratens er ikke fundet. Er det en tilfældig rystende tragedie? Eller er det hele nøje planlagt – den fuldendte forbrydelse? Politiet i Middelfart kan ikke skaffe beviser og må henlægge sagen som en tragisk ulykke. Men Breving har dummet sig, og Rigspolitiets Rejsehold genoptager efterforskningen. Denne bog beskriver nøje, hvordan det lykkes punkt for punkt at gøre Brevings forklaring usandsynlig. Efterforskning er blevet kaldt en af de hidtil mest omfattende i Danmark. Da sagen kommer for et nævningeting i Odense i 1961, bliver den et tilløbsstykke. Har Breving dræbt fire personer for at få udbetalt en livsforsikring, og har han brugt giften bladan til at uskadeliggøre sin hustru, mester og kammerat? Har han druknet stedsønnen? Brevings sidste ord inden dommen er: “Jeg har ikke dræbt nogen… Man kan dømme mig for det, men min overbevisning om, at jeg ikke har gjort det, kan man ikke tage fra mig.”