Medlemskabspriser

Når man graver Jørgen S. Dichs Den herskende klasse frem fra glemslen burde man i hvert fald gøre opmærksom på, at den bærende påstand om de offentligt ansatte som en herskende klasse, der har manipuleret sig til offentligt overforbrug kun er et postulat, som Dich intetsteds argumenterer overbevisende for. Han angiver side 95-99 nogle tal, men på en måde, der ligner fusk med statistikken. "På åndssvageanstalterne er anbragt ca. 9.700 åndssvage og et personale, der er næsten lige så stort, 8.300" (side 95). Er det det samlede antal ansatte (hvad formuleringen tyder på), eller omregnet til heltidsstillinger? Hvor mange er heltids- og deltidsansatte? Er de fordelt på dag-, aften- og nattevagter? Hvad er deres opgaver konkret? Tilsvarende sst. for børne- og ungdomshjem. Dich kommer en argumentation lidt nærmere, når han sammenligner børnehaver og skoler: I børnehaverne er der "kun 6 børn pr. ansat. I skolen kan en lærer klare 25, og han skal dog lære eleverne noget." (side 96). Her sammenligner Dich usammenlignelige størrelser: børn pr. ansat i børnehaverne, børn pr. lærer i skolerne, men der er andre ansatte i skolerne end lærere, og pasning af børnehavebørn og undervisning af skolebørn er ikke det samme. Endelig nævner Dich en stigning i hospitalspersonalet fra 1960/61 til 1967768 og skriver: "I løbet af en så forholdsvis kort periode kan lægevidenskaben ikke være udviklet så stærkt eller patienternes sundhedstilstand forværret så meget, at denne udvikling kan forsvares medicinsk." (side 99). Han forudsætter altså stiltiende, at der var personale nok i 1960/61, men han dokumenterer det ikke. Det er så elementære fejl i brugen af statistik, at man uvilkårligt må spørge, om det skyldes faglig uformåen eller bevidst fuskeri? Eller led manden af begyndende demens? Under alle omstændigheder er bogen fagligt set et makværk