Den amerikanske sociolog og samfundsdebattør C. Wright Mills’ (1916-1962) hovedværk Den sociologiske fantasi fra 1959 er et opgør med samtidens sociologer der efter Mills’ mening stod for en alt for teoretisk og abstrakt – det vil sige fantasiforladt – måde at bedrive videnskab på. Det er blandt andre samfundsteoretikeren Talcott Parsons (1902-1979) der står for skud i Den sociologiske fantasi. Parsons er ifølge Mills medlem af den gruppe af videnskabsmænd som han benævner ”høje teoretikere”, det vil sige dem der ikke er i stand til – eller ikke ønsker – at formulere deres teorier på et forståeligt sprog. Det (for) høje abstraktionsniveau afstedkommer at man glemmer hvad sociologien i bund og grund handler om, nemlig samfundet og de mennesker der i det. Mills citerer længere passager fra Parsons’ værker for herefter at bruge blot et par linjer på at ”omskrive” Parsons-citatet til et mere forståeligt sprog. Mills’ position inden for samfundsvidenskaberne er svær at klassificere. Han trak på et væld af kilder og stillede sig på tværs af traditionelle skoledannelser. Hans primære inspirationskilder var formentlig Marx og Weber. Fra Weber lånte han en vis kulturel pessimisme og fra Marx troen på mulighederne for et nyt og bedre samfund. Samtidig havde Mills en stærk liberalistisk tilbøjelighed der bevirkede at individet altid stod centralt i hans bevidsthed. Mills’ konfliktsøgende stil bevirkede, at han som person, men ofte også som sociolog, ikke blev betragtet som salonfähig. Hans slet skjulte kærlighed til kvinder og motorcykler bidrog også til billedet af en alternativ akademiker. Oversat fra amerikansk efter The Sociological Imagination af Tom Havemann.