Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman Der er altid nogen at befri, skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.

Det er chokerende læsning. Ikke kun i portrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smugles ind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på. Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gør alt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen at befri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvad Katrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren og kæresten ... hun lyver over for sig selv. 

Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme og selvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsens alvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen:

  ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen.
  ”Nej”, siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”

Katrina er i konflikt med sig selv. Hun er grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne Kirstine Fall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt et rum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fra en krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbart og simpelt som at spise.

Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, og Katrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så de selvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikke historie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser. Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinas psykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik i vrangforestillingen: Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejeost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …

Der er altid nogen at befri er en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem – og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver som læser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.