Medlemskabspriser

Rigtig sød, velskreven og tankevækkende roman om kærlig til litteratur, venskab og kærlighed mellem mennesker. Jeg ved bogen har fået blandede anmeldelser, men jeg blev grebet af handlingen fra de første sider og jeg lagde den meget nødigt fra mig, mens jeg læste den. Jeg giver bogen 4 store stjerner.

Denne bog er blevet vurderet meget forskelligt. Og det skyldes vel, at læsernes forventninger til en roman er så forskellige. Jeg nød i høj grad at læse den og havde flere gange en klump i halsen. Ja, den handler om, hvad bøger og gode historier kan gøre ved læserne. Så i den forstand er det en roman om litteratur, og her svigter den ikke. Der er masser af henvisninger og associationer, som en bogelsker kan fryde sig over. Men den er lige så meget en fortælling om mennesker af mange slags i en gade i Paris. Herlige, spøjse mennesker. Senere en perlerække af farverige personer, som hovedpersonen følges med og møder på sin færd i flodbåden gennem en del af Frankrig. Sidst er det en kærlighedshistorie af en art, som måske kun kan forekomme i Frankrig. Spændingen ligger i, hvordan hovedpersonen kommer overens med sin skæbne. Det er en varm og dejlig fortælling.

Jeg har haft lidt besvær med at bestemme mig for, hvad jeg synes om denne bog. Jeg er VILD med tanken om et litterært apotek, men der er nogle ting i bogen, som jeg vil komme ind på gør, at den ikke kommer helt i top. Bogen handler om Jean Perdu, som er en boghandler, som kan læse folk og bestemme, hvilke bøger der kan hjælpe købere med problemer/sorger i deres liv. Han kan bare ikke læse sig selv nok til at finde ud af, hvad der hjælper ham selv. Det er nemlig sådan fat, at han er blevet forladt af hans livs kærlighed, uden forklaring - eller han modtog et brev, som han altid har været bange for at åbne - fordi der stod med garanti en masse sårende ting i. Han er med årene blev en forbitret mand, som ikke lader kvinder komme ham nær. Han kommer i klinch med mange, deriblandt Catherine, som har tilladt sig at åbne og læse brevet fra Manon, som hun hed. Catherine lader ham ikke slippe så nemt, og det er smadder irriterende. Dog er der noget ved Catherine, der fanger ham, men den forbitrede mand har svært ved at give sig hen. Omsider finder han ud af, at Manon forlod ham, fordi hun skulle dø. Hun sendte ham brev om det efter noget tid. Perdu har også en forfatter rendende. En ung, irriterende type, med høreværn på. Begge har de dog en del tilfælles, så da Perdu vælger at gøre sit litterære apotek fri fra land, kaster forfatteren sig, bogstaveligt talt, over på båden. Det bliver en lang tur, hvor begge nærmer sig hinanden, men der er også nogle udfordringer. Perdu er i krig med sig selv. På den ene side har han spildt mange år af sit liv på at være skuffet over hun forlod ham, men på den anden også på at holde sig væk fra kvinder. Til sidst ender det med, at Perdu sender bud efter Catherine - tilsyneladende fordi det går op for ham, at han elsker hende, men også at han ikke vil forspilde flere chancer i sit liv. Perdu var Manons elsker, men Manon skulle giftes med sin barndomsven Luc. Luc har altid været klar over, at Manon ikke kunne leve med én mand, og har været klar over hendes elsker, som var Perdu. Der sker noget i mødet med Luc, som viser en kærlighed og et bånd, der er usædvanligt. Denne bog er god nok, men der er nogle steder, hvor læser bliver tabt. Der er gennem bogen UTROLIGT mange mennesker at skulle forholde sig til, og en masse fyld, som på mig virker forstyrrende. Der kommer også ind imellem stykker skrevet af Manon, hvor det virker ulogisk/malplaceret. Blandt andet et brev på flere sider omtrent midt i bogen. Kan anbefale bogen, men samtidig også anbefale man skimmer hen over nogle sider, mens Perdu og forfatteren er på vej til Manons mand, Luc. Der er også en lille samtale tættest mod starten af bogen (side 179-180 i e-bogs udgaven), hvor Perdu har en snak med forfatteren, Max Jordan om noget med at føle sig utilstrækkelig, i forhold til sine forældre. En meget fin samtale, som nogle nok kan identificere sig med.

Jeg tænkte straks at dette måtte være en bog for mig, og glædede mig til at kaste mig over kærligheden til litteraturen og samtidig opleve en dejlig historie, med både kærlighed og historie. Dog levede den ikke helt op til det, og ender i kategorien god hyggebog. Ide og plot synes jeg er fantastisk og kunne have endt i en rigtig fantastisk fortælling. Havde lidt forventet noget af det samme som “Historien om A. J. Fikrys liv”, men af en eller anden grund blev mine forventninger desværre ikke indfriet. En hyggelig feriebog - måske til de kolde efterårsdage - men langt fra en bog der fejede benene væk under mig.

Det litterære apotek er en meget hypet roman, men den klikkede slet ikke for mig. Bogen vil gerne være den store roman, der hylder litteraturen. Men den er en ørkenvandring i sødme, utroværdig dialog og et dårligt plot. Jeg kæmpede mig gennem romanen, for jeg lægger sjældent en bog fra mig, når jeg først er begyndt på den. I det her tilfælde vil jeg ønske, at jeg havde.

Det er en speciel bog at læse. Man sidder og forventer at der snart begynder at ske noget og at der er en mening med alle de langtrukne forklaringer. Der sker ikke meget og der er tilsyneladende ingen mening med forklaringerne. De lange forklaringer giver dog så klart et billede af Frankrig at man helt får lyst til at besøge landet. Det er vist det eneste positive om bogen.

“At læse er en rejse uden ende. En lang, ja, en evig rejse, hvor man bliver mildere og mere kærlig og medfølende undervejs.” Og sådan havde jeg det faktisk med at læse Nina Georges Det litterære apotek. Det er en bog med betragtninger over livet, havet, universet og vores simple eksistens. En hyldest til ord, både de skrevne og de mundtlige. En smagen på ordene og en efterfølgende refleksion. Det litterære apotek er en sød, hyggelig og stemningsmættet fortælling om Monseiur Perdu og hans flydende boghandel. I romanen følger vi Monseiur Perdu, der sammen med forfatteren Max Jordan (fiktiv forfatter) sejler til Sydfrankrig. Pedu for at gøre op mod fortiden og sin sorg over at have mistet sin elskede Manon 20 år tidligere, og Jordan for at blive inspireret til sin næste bog. De sejler rundt på et bogskib, hvor Perdu har sit litterære apotek på, og her sælger han bøger på recept. Til mennesker med kærestesorg eller andre sindslidelser. Perdu nærer et stort savn til Manon, som han pludselig mistede, og i 20 år har han ikke åbnet hendes afskedsbrev. Det er første gang, at jeg læser noget af den tyske forfatter Nina George, men det er bestemt ikke sidste. Hun skriver godt, og maler fantastiske billeder af steder, personer og sågar dufte. Som her, hvor hun beskriver Perdu og Jordans rejse: “De sejlede i dyb tavshed gennem Bourgogne, ned ad Loires sidekanal under træernes vældige, grønne buer, der bredte sig over kanalen. Flere bjerge var så høje, at deres vinranker syntes at strække sig ud mod horisonten. Alle vegne var der blomster i fuldt flor, sluser og broer var oversået med dem.” Allerede fra første side kan man tydeligt mærke kærligheden til bøger, og der er mange velskrevne ankedoter om bibliofili og det at længes efter og samle på bøger. Enhver bogelsker bør læse denne bog. Fantastiske beskrivelser af livet i en lille flydende, fransk boghandel og med alt hvad det indebærer. Nina George har forunderlige betragtninger over åndslivet og følelser, der i romanen kommer til udtryk gennem Monsieur Perdus tanker, længsler og handlinger. Perdu bruger sit aflytningssyn til at tolke sine kunders mimik, bevægelser og kropsholdning, og på den måde kan han udvælge lige netop den bog, som kan redde personen. Kundernes neuroser bliver fx diagnosticeret som værende “Franz Kafka med et strejf af Thomas Pynchon”, “En dybt irrationel Sherlock”, eller “Et enestående Potter-under-trappen-syndrom”. Men monseiur Perdu er selv i sorg over tabet af Manon, og brevet som hans nye elskerinde Cathrine beder ham læse, viser sig at indeholde en hjerteskærende hemmelighed og grunden til, at Manon forlod Perdu så mange år forinden. Det er en hemmelighed, der bringer Perdu ud på rejsen til Provence. Men det er dog umuligt for Perdu at vælge en bog, som han selv kan læse og få det bedre af. “Findes der da ikke en bog, som kan lære mig livets melodi?“, spørger Perdu melankolsk sig selv. Manon forsvandt en morgen i august 1992, 20 år tidligere, og siden har Perdu ikke set hende. Dengang var de elskere, men Manon var gift med vinbonden Luc Basset, og da Perdu lærer sandheden om hendes forsvinden, bedrager han sig ud på en sørejse til Sydfrankrig og Luc Bassets vingård. Nina George skriver så fint, ømt og indfølt om at elske, miste og savne. Det er en hjerteskærende, ulykkelig kærlighedshistorie, som ender smukt. Bogens handling følger det nutidge spor og Pedus rejse, men der er også glimt tilbage til 1986, da Jean og Manon møder hinanden, ligesom vi får lov at læse med i Manons breve og dagbogscitater fra 80’erne. Jeg elsker simpelthen karakterne, hvilket ofte svært at opnå for forfattere hos læseren, når romanen kun er på knap 400 sider, men det lykkedes i den grad for Nina George. Og så er bogen et overflødighedshorn af fantastiske citater om det at læse. Sidenote: Bagerst i bogen er der de fineste opskrifter og råd til, hvad du skal læse alt efter, hvilken lidelse du har. Geniált!

Egentligt er jeg ikke meget for at give stjerner - for antallet af stjerner afhænger af så uendelig mange ting - historien som helhed, det sproglige og ikke mindst om bogen passer til en på nøjagtig det tidspunkt man læser den, men jeg bliver jo nødt til det. Sprogligt vil jeg give Det litterære apotek 4 stjerner for sproget er ganske enkelt fortryllende, levende og så følelsesmæssigt nært, men samtidig kan det også forekomme kompliceret og svært at få greb om - jeg skulle lige vende mig til den og det tog mig en del tid før jeg slappede helt af når jeg læste. Der er mange smukke og dybe sproglige sammenligninger gennem hele bogen og mange beskrivelser af både personer og miljø. Egentligt var jeg ikke helt vild med hovedpersonen, men da først historien tog fat groede han fast på mig, specielt i samspil med Max, en ung mand han møder og færdes med i en stor del af historien. Den kvindelige stemme forstod jeg, men jeg ved ikke om jeg brød mig specielt om hende - hendes sprog er også levende og dybt, enkelte steder på grænsen til melankolsk. Jeg var både varm, lun og iskold gennem historien, men blev alligevel overrasket da enden nærmede sig - jeg fandt mig selv med tårer i øjnene og en trist følelse af at Jeans historie nu var slut. Er du til emotionelt læsestof, der kan få dig til at reflektere og mærke dig selv, så er Det litterære apotek bestemt værd at læse. I min verden er det en bog til voksne - jeg tror ikke man helt forstår dybden af bogen hvis man ikke har en del livserfaring. Det har været en fornøjelse.

En bog, der handler om den tabte kærlighed og rejsen tilbage for at finde sig selv, så man igen tør åbne sig op og lukke andre ind. Jean er boghandler på en lille båd i Paris. Hans mission i livet er at give kunderne de bøger, som passer lige netop til dem. Det er ikke nødvendigvis dem, som de ønsker. Den tanke er på sin vis smuk - og måske lidt bedrevidende. Jean har for 20 år siden mistet sin store kærlighed Manon. Hun efterlod et brev, som han ikke har turdet læse, før omstændigheder nu får ham til det. Det sætter ham ud på en rejse - både bogstaveligt og følelsesmæssigt. En på nogle måder poetisk bog - på andre måder lidt træg. Undervejs fik man næsten lyst til at ruske hovedpersonen og sige: "Tag dig nu sammen". Jeg blev simpelthen aldrig helt grebet, jeg glædede mig faktisk lidt til, at bogen var slut. Dog elskede jeg beskrivelserne af Frankrig, som er et af mine yndlingssteder at rejse hen og netop Rhônedalen er lige besøgt. Det gjorde beskrivelserne levende for mig. Altså en lidt blandet fornøjelse.

Denne bog er ret hypet, og ideen med en litterær boghandel på en flodbåd i Seinen, hvor man kan få boglige udskrivninger mod eksempelvis Weltschmerz og kærestesorg, er god. Jeg tror, det er en roman, som man enten elsker eller hader. Sådan da. Jeg elsker litteratur, og jeg forventede klart, at jeg ville holde af bogen. Men jeg falder så i midterkategorien. Jeg var absolut ikke begejstret for første tredjedel, jeg holdt meget af anden tredjedel, og så gav jeg op! Så jeg indrømmer blankt: jeg ved ikke, om det hele falder på plads til slut! Men det lever jeg så fint med :-) Og hvis jeg mod forventning ikke gør det, så hopper jeg til sidste kapitel... Der er vildt smukke sætninger undervejs, men karaktererne rører ikke for alvor hjertet. I hvert fald ikke mit hjerte. Ikke nok til at jeg gad læse romanen til ende. Der er simpelt hen noget galt med en roman, når man undervejs får mere lyst til at genlæse Platons "Symposion" (menneskene var oprindelig hermafroditter, og kærlighed er længsel efter vores tabte halvdel - i bogen noget sniksnak om stjernestøv!). Derudover fik jeg lyst til at google ejermanden til citatet: Evigt ejes kun det tabte. (Det er Henrik Ibsen). Som sagt - der er virkelig smukke passager undervejs, f.eks. er der en vidunderlig beskrivelse af sorgen og fortrydelsen over ham, som man ikke elskede med, hvor man klart skulle have gjort det. Men mest af alt er der bare for meget fyldstof. Og dialog, dialog, dialog. Jeg gik kold. Men måske frankofile vil elske den? Jeg er personligt mere til Spanien og Italien.. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske er oversættelsen, der halter? Det virker bizart, at der lægges ud med en oldschool sproglighed, og pludselig kommer sætningen: "Savnet holdt sgu ikke bare sådan op". Plus referencer til Game of Thrones og Harry Potter. Det stritter lidt på den skæve måde. Anyway - her er min konklusion: giv den en chance! Nogle læsere vil helt sikkert elske den. Med stort E.