Er vi ikke blandt de rigeste nationer på kloden, og har vi ikke verdens bedste naturfredningslov? Hvordan gik det så til, at det yndige land alligevel endte med en natur, der er blandt de ringeste i Europa? I 100-året for den første naturfredningslov stiller Kjeld Hansen skarpt på naturfredningens stærke og svage sider.
Bogen afslører, hvordan millioner af kroner er spildt på nyttesløse fredninger som for eksempel i Tøndermarsken, Varde Ådal, Rold Vesterskov og Værnengene i Vestjylland. I dag har naturen det værre, end før de kostbare fredninger blev gennemført. Samme billede tegner sig for en meget stor andel af de naturfredninger, som forfatteren har undersøgt. Blandt årsagerne til det enorme pengespild og naturtab peger han på fredningsnævnenes inkompetence, politikernes upålidelighed og myndighedernes svigtende kontrol. Kun takket være EU’s skrappe naturdirektiver er det ikke gået endnu værre. Forfatteren har gennemgået samtlige 5797 naturfredninger, som myndigheder og politikere officielt hævder, der er gennemført siden 1917, men bogen afslører, at det sande antal blot er  1843. Kun ved at tælle kirker, store sten, forbud mod reklameskilte og P-pladser ved strandene med som ”naturfredninger”, er det lykkedes at puste antallet op og skabe illusionen om det naturfredede Danmark.
Bogen konkluderer, at staten har spillet fallit som naturens beskytter, mens private fonde og naturforeninger i stigende grad tager ansvaret på sig. Danmarks fineste natur er i dag på private hænder, mens staten rask væk sælger ud af de nationale naturklenodier. Fremtidens eneste bolværk mod det totale udsalg er Danmarks Naturfredningsforening og frygten for EU-kommissionen.