Projektet er blevet vores dominerende produktionsform, efter at masseproduktionen er outsourcet eller overtaget af robotter. Men projekter forløber sjældent som planlagt. At budgetter og tidsplaner overskrides er mere reglen end undtagelsen - og ikke sjældent bibringer de slet ikke den forventede værdi. Ikke mindst it-verdenen huser en sand kirkegård af kulsejlede projekter, der til sidst må opgives. Tænk Skat... Hvorfor går det sådan? Vi ved det ikke, for vi skynder os videre i stedet for at undersøge hvad der gik galt - og hvad vi kunne lære af det. Mens masseproduktionen har været genstand for undersøgelser og teoridannelse, gælder det ikke projektproduktion. Vi har masser af litteratur om projektledelse. Men ingen teori eller viden(skab) om projektet som produktionsform. Når man betænker at projekter står for halvdelen eller mere af den samlede produktion, er det jo direkte dumt, mener Sven Bertelsen, der selv kan se tilbage på et langt liv med projekter - som projektleder, rådgivende ingeniør, konsulent og førende teoretiker i den internationale lean construction bevægelse. Med den bagage og sin krøllede hjerne har han selv forsøgt at råde bod på miseren. I disse essays fremlægger han de første brikker til en ny teoridannelse om projektets natur og ledelse - et stykke pionérarbejde, der henter sin næring fra så forskellige verdener som hydraulik, kaosteori, kompleksitetsforskningen, de sociale videnskaber - og den amerikanske hær! Vi har grundlæggende ikke forstået projektets sande natur, er hans provokerende tese. Derfor er vi heller ikke i stand til at styre det. Det er selve præmissen - at alt kan planlægges - vi må opgive. Planer holder nemlig aldrig, for deres forudsætninger forandrer sig, endnu mens planen bliver lagt. I stedet må vi vende pyramiden på hovedet og overlade initiativ og ansvar til dem, der har støvlerne på i den levende organisme, projektet dybest set er.