Adam Oehlenschlägers debutsamling, Digte, udkom sidst på året 1802 og er et af omdrejningspunkterne i den danske litteraturhistorieskrivning, der gerne ynder dramatiske skift i tidsånden og litteraturen: Fyrtårne som Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, Georg Brandes og Johannes V. Jensen har således markeret litteraturens udvikling fra oplysningstiden og langt ind i det 20. århundrede. Ikke mindst på grund af digtet Guldhornene, som Oehlenschläger skrev efter et mange timers langt og intenst samvær med profeten for den tyske romantik Henrik Steffens, og det stemningsfulde (og morsomme) læsedrama Sankt Hansaften-Spil har Digte opnået ikonisk status. Det var her, strømmen sluttedes, og den tyske universalromantik med pludselig kraft brød ind i den danske litteratur. I dag trækker Guldhornene alene næsten hele interessen om digtsamlingen. Og der er ingen ende på, hvor megen tysk romantisk filosofi, der findes i værket. Men har det sin rigtighed? Fornyedes den danske litteratur så pludseligt? Hvor meget hænger digtsamlingen som hele endnu fast i det sene 1700-tal? Hvor meget har Oehlenschläger og Steffens selv i deres senere selvbiografier pyntet på ‘gennembruddet’? Hvornår blev »Guldhornene« egentlig den kanontekst og det nationalikon i litteraturen, som har fyldt godt og grundigt i generationers gymnasiale dannelse? Og hvordan var det og blev det egentlig videre frem med Oehlenschläger og romantikken? Udgiveren af denne udgave, Johan de Mylius, har taget sigte på ikke kun at rense og viderebringe teksterne, men også i sin efterskrift at pudse brillerne og rense vores blik på både bogen og dens bestemt ikke uinteressante receptionshistorie. Et ikon i kritisk belysning.