Djævleuddrivelse, eksorcisme, har været på retur inden for Den Danske Folkekirke siden reformationen. Eksorcismeritualet er imidlertid igen taget i anvendelse af nogle af folkekirkens præster, men brugen af eksorcisme er ikke ukontroversiel og afføder store uenigheder internt i folkekirken. Mens nogle præster anskuer eksorcisme som en arkaisk rituel rest fra den mørke middelalder og som udtryk for en sjælesørgerisk kvaksalveri, ser andre præster eksorcismen som en kristen pligt og som en naturlig del af præstens sjælesorg. Gennem en kirkehistorisk undersøgelse af eksorcismens udvikling samt en interviewundersøgelse med otte danske præster belyser denne bog disse uenigheder. Ved at fokusere på eksorcismen afsløres to fundamentale forskellige verdenssyn blandt folkekirkens præster. Bogen søger at afdække, hvilket verdenssyn der ligger til grund for brugen af ritualet og gør det legitimt og endda bydende nødvendigt at foretage dæmonuddrivelser. Og den undersøger, på baggrund af hvilket verdenssyn eksorcismen kritiseres af dens modstandere. Derudover behandler bogen et ønske, der har lydt fra flere sider, om, at folkekirken får et officielt eksorcismeritual til indføjelse i Ritualbogen. Med en skelnen til nyere ritualteori og forestillingen om det postmoderne søger denne bog at finde mulige svar på disse spørgsmål samt at fremkomme med en forklaring på, hvorfor eksorcismeritualet tilsyneladende oplever en renæssance i disse år. Marianne Juel Maagaard er sognepræst i Himmelev Sogn i Roskilde.