Medlemskabspriser

Jeg læser yderst sjældent biografier eller bøger, der lugter af biografi. Jeg befinder mig ganske enkelt bedst i fiktionens ordspil. "Før jeg forsvinder" har alligevel fundet vej til mig. Nok på grund af de mange pæne ord, der har fulgt med i dens kølvand og jeg er oprigtig glad for, at denne fortælling fandt vej til min læsebunke - den er så meget mere end en biografi. Det er en fortælling sprængfyldt med sorg og glæde, meningsløshed og fortvivlelse, lækre litterære henvisninger og store eksistentielle spørgsmål og sidst, men absolut ikke mindst, mødet med et yderst sympatisk menneske – der ved grød fortjente mere tid, end han fik! "Don´t judge a book by its cover"! I dette tilfælde er indpakningen af Paul Kalanithis historie så smuk, at den fortjener at blive nævnt. Forsiden af bogen er en læge i kirurgtøj set bagfra og bagsiden af bogen er samme person set bagfra i patienttøj - yderst tankevækkende og smukt. Jeg brugte indimellem ganske lang tid på at sidde og vende bogen mellem læge og patient...! Patient og læge...! Læge og patient...! Der ligger så utrolig meget knusende smukt i disse to valgte personligheder. "Vi er alle forskellige udgaver af os selv i forskellige sammenhænge" "Før jeg forsvinder" er storartet! Sørgelig! Tankevækkende! Og smukt fortalt! Jeg havde forventet at læse en rørende historie med et tragisk udfald, men ikke nødvendigvis en rørende historie fortalt i et smukt og vedkommende sprog. Og det var lige præcis, hvad jeg fik! Et smukt sprog! Jeg elsker det smukke sprog, når det bliver serveret på skrift og sædvanligvis, når jeg læser, plejer jeg at have en lap papir tæt på til at notere de passager i bogen, hvor sproget krøller ekstra smukt. I "Før jeg forsvinder" er der så mange tankevækkende og smukke passager, at min papirlap nu, ved endt læsning, er overplastret med citater og henvisninger og jeg bliver nødt til at vælge en masse fra. "Jeg var nødt til at finde en anden måde at leve på - med døden som en voldsom gæst, der kom og gik – hvor jeg vidste, at selvom jeg var døende, så ville jeg, indtil jeg faktisk døde, stadig være levende." "Før jeg forsvinder" fangede mig i et hårdt og ubarmhjertigt greb helt derind, hvor der er rigtig ømt. Som læser, følte jeg mig set og grebet i luften i al den eksistentielle meningsfuldhed, der findes i menneskelige relationer og i litteraturen. I særdeleshed i litteraturen. Jeg læste hele tiden tilbage i bogen – ikke fordi jeg ikke forstod, hvad jeg læste, men fordi det er så smukt og vigtigt! Så væsentligt og relevant! Selv nu, hvor bogen er læst, griber jeg den med jævne mellemrum – vender og drejer den smukke mand på ydersiden, så han skiftevis er læge og patient.... Patient og læge... og læser passager i bogen. Smukke passager! "Ord betød kun noget imellem mennesker, og meningen med livet, dét, som gjorde det til noget særligt, havde noget at gøre med dybden af de forhold, som vi indgik i. Det var det relationelle aspekt – den "menneskelige relationalitet" - som bestyrkede det, som gav livet mening. Og alligevel fandtes denne proces i hjerner og kroppe, som var underkastet deres egne fysiologiske imperativer som for eksempel tilbøjeligheden til at gå i stykker og holde op med at virke." "Før jeg forsvinder" er vedkommende og et utrolig ærligt udspil. Der er intet forstillet over Paul Kalanithi og hans fortælling. Det er et udtryksfuldt og eksistentielt udspil. Paul er sympatisk, fortællingen er sympatisk og jeg kunne sådan ønske, at han havde haft mulighed for at se, hvordan hans bog er blevet modtaget. Men Paul er død og "Før jeg forsvinder" er først udkommet efter hans død. Selvom jeg under hele bogen kender udfaldet af Pauls sygdom, så bliver jeg alligevel ved med at håbe på et mirakel. Håbe på et anderledes udfald! Men Paul Kalanithi dør og bogen slutter og jeg bliver efterladt med en fortælling, der i dén grad rørte mig. Jeg sender "Før jeg forsvinder" videre med fulde 5 af 5 stjerner. Jeg kan ikke andet!

"Før jeg forsvinder" havde jeg ret store forventninger til, inden jeg gik i gang. Jeg forventede en bog, hvor jeg blev konfronteret med de inderste tanker fra en, der gik igennem et cancer forløb. En personlig og følelsesladet bog. Jeg forventede også, at den ville blive svær at læse, da jeg selv har været pårørende flere gange, end hvad nogen burde. Mine forventninger blev til dels indfriet. Selve den selvbiografiske del, som Paul har skrevet, var meget teknisk, filosoferende og på en måde distancerende. Jeg forstår, at man kan være nødt til at forholde sig sådan, når man har fået konstateret en terminal sygdom, og da jeg fik øjnene op for måden, han skrev på, frem for den måde jeg troede bogen ville være skrevet, kunne jeg se, hvor god den var. Den er virkelig velformuleret, og man får en masse baggrundshistorie om Paul, som giver et billede af, hvorfor han blev den mand, han blev. Der er mange fagtermer blandet med litteratur referencer i løbet af hans del af bogen. Kender man dem ikke, gør det ikke noget for læsningen. Selv har jeg delt bolig med en læge i en del år og havde rimelig styr på de ting, han beskrev men andre gange ikke, og det gjorde intet for forståelsen af alvoren i bogen. Da jeg kom til epilogen, som er skrevet af hans kone Lucy, blev jeg overvældet. Overvældet af hendes følelser og af mine egne. Hun beskriver hans sidste tid, som var man der. Hun beskriver så fornemt, hvordan det er at se sin elskede dø. Det er meget smukt og meget trist. Jeg har stået ved siden af min far, der mistede sin kone til cancer. Jeg har delt hendes sidste timer med dem. Lucy sætter de helt rigtige ord på, hvis man kan sige det. Der er jo intet rigtigt eller forkert ved følelser, men hun formår at formidle sine utrolig godt. Hvis man har været pårørende eller selv har kæmpet, vil denne bog være hård at læse, men bestemt også det værd. Hvis ikke man har været en af delene, er bogen stadig anbefalelsesværdig.

En god og rørende bog. Først kunne jeg ikke helt finde ud af hvad jeg mente om bogen. Følte at der var mange fagudtryk og tænkte at den ville blive kedelig og tung at læse. Jeg kunne ikke tage mere fejl. Den giver et super godt billede af en ung Neurokirurg og hans bevæggrund for at gøre det han gør i alle henseender. Spændende læsning og helt sikkert en bog jeg vil læse igen, for jeg er sikker på den giver mig meget mere anden og tredje gang jeg læser den. Efterskriftet var så rørende at jeg måtte fælde en tåre, og virkelig beundre hele familien Kalanithi. En bog jeg virkelig vil anbefale at læse!!!

Jeg læste bogen to gange i træk. Første gang læste jeg hurtigt og fokuserede kun på handlingen, - anden gang prøvede jeg at dykke lidt dybere ned i den. Bogens første del handler om Pauls opvækst, ungdom, karrierevalg og arbejdsliv. Som helt ung var det ikke hans plan, at blive læge, men hans stigende interesse for hjernen og bevidstheden, fik ham til at ændre spor. Han var næsten færdig med sin 10 års uddannelse som neurokirurg, da han selv blev ramt af en alvorlig kræftsygdom. Under sit sygdomsforløb, tog han langt hen ad vejen selv et medansvar for sin behandling. Først kort før sin død, overlod han ansvaret til lægerne og blev selv patient. Bogen er saglig og usentimental, men alligevel både vedkommende og rørende. Den behandler mange etiske og moralske dilemmaer i forhold til liv og død. Ikke mindst efterskriften, der er skrevet af Paul Kalanithis kone, er meget bevægende. Hun beretter om Pauls allersidste tid og om, hvordan han tog afsked med hende og familien. Bogen er særdeles velskrevet og kan varmt anbefales.

En mands kamp for at forstå livet og ikke mindst døden. En tapper kamp, hvor etik og filosofi er trofaste følgesvende. Vi følger Paul gennem hans rejse mod først den lange, krævende uddannelse til neurokirurg, hvor han bekæmper døden for sine patienters skyld. Følger ham gennem vendepunktet i livet, hvor han opdager og modtager sin egen terminale cancerdiagnose i en alt for tidlig alder. Til sidst følger vi ham, når han prøver at acceptere og forstå døden set fra patientens synspunkt. En meget gribende bog, som vel at mærke ikke er en roman, men en nu afdød mands smukke eftermæle. Bogen giver stof til eftertanke om værdier, etik, medmenneskelighed, tid og den uundgåelige død. Derudover vidner den om menneskets behov for at gøre en forskel - at være med til at efterlade sig et minde for eftertiden. Bogen er let at læse. Den greb mig om hjertet, og jeg måtte sluge den i løbet af få timer.

Jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle forvente, da jeg åbnede denne bog. Teksten om bogen lokkede mig og lovede en rejse. Det fik jeg. “Før jeg forsvinder” er en rejse på godt og ondt. Paul Kalanithi fortæller beskrivende og levende om den rejse, han tager på. Jeg er utrolig positiv over at have læst bogen, hvis man kan udtrykke det sådan. Bogen var en rejse og en oplevelse. Der var meget filosofi indblandet i starten, men så tog sygdommen og den personlige beretning fat. Det ramte mig personligt, og især efterskriftet af Pauls kone. Det var rørende, dybt og følsomt. Jeg har den dybeste respekt for både forfatter og omgivelser, og er beæret over at have fået lov at følge på den sidste rejse gennem denne bog.

Jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente, men jeg var lidt bange. Bange for at min angst for kræft og døden ville blusse op, fordi beretningen om en ung neurokirurg, der får en terminal kræftdiagnose, understøtter virkeligheden om, at vi alle skal herfra en dag. Jeg sidder nu, efter at have læst bogen, og er ikke bange. Bogen var ikke sentimental eller grådfremkaldende. Det er en rejse Paul Kalanithi byder os læsere på, igennem sit unge liv frem til sin diagnose, samt i tiden efter, med sin diagnose. Paul Kalanithi forholdte sig til døden hele sit liv, og i bogen filosoferer han over emnet og laver mange referencer til litteratur, der har hjulpet ham til at nærme sig hans forståelse af meningen med hans liv. Alt med døden bliver vendt op og ned og på hovedet, og i sær i første kapitel får man kendskab til det meget objektive syn på død og lig, som en kirurg udvikler under uddannelse, som følge af gentagne obduktioner og forskning. Måske er det også derfor at fortællingen ikke bliver så sentimental - Paul Kalanithi er neurokirurg, og forholder sig, selv igennem sit eget sygdomsforløb, til sin situation ud fra nogle meget læge faglige refleksioner. Jeg er fyldt med stor respekt for, at bogen er blevet udgivet posthumt, efter Paul Kalanithis eget ønske - fordi denne bog også vil kunne give hans lille datter svar på, hvem hendes far var, og hvilke tanker han gjorde sig om livet og døden. Jeg beundrer hans hustru for hendes efterskrift, der fik mig til at føle mere, end resten af bogen. Desværre var det ikke nogen wauw-oplevelse for mig, da der gik lidt for meget filosofi i den, men jeg har læst den på én dag, hvilket vidner om, at den har været fængslende.

Bevægende, rørende, fantastisk og en bog til eftertanke. Dette er en bog, jeg ikke kunne lægge fra mig, før den var læst til ende. Stemningen bogen igennem er helt særlig - dels på grund af, at slutningen er bekendt fra starten - men også grundet den er særdeles velskrevet og fængende. Paul Kalanithi deler ud af sine minder, og skelsættende episoder, som har været med til at forme hans livs-valg. Der er masser af reflekterende tanker, som jeg ikke helt har sluppet, efter bogen er lukket. Forfatteren var som bekendt neurokirurg, og har bogen igennem brugt en del fag-termer, som jeg ikke har kendskab til, hvilket dog ikke - for mig - har ødelagt læse-glæden. Bogen er meget eksistentiel, og hjertegribende, og jeg kunne ikke undgå at fælde tårer undervejs. Det er en bog der får en særlig plads hos mig, og jeg kan på det varmeste anbefale den.