Frank Eriksen fik i 1999 stillet diagnosen Alzheimer. Han har efterfølgende over en tre-fireårig periode løbende nedskrevet digte, som samlet giver et rigt og illustrativt billede af, hvordan han har oplevet sit sygdomsforløb. Digtene har derefter dannet udgangspunkt for samtaler og interview med bogens anden forfatter, Lene Iversholt. Det har givet bogen to spor, hvor Franks historie om et demensforløb fortælles i to forskellige genrer: En digtsamling, med den historie som de hver især og samlet udtrykker, samt en narrativ genre, hvor historien fortælles ved, at Frank ser tilbage på de begivenheder og omstændigheder, der var omkring tidspunktet for hvert digts tilblivelse. Dette suppleres med de kommentarer og tanker, Frank har gjort sig siden, og hvad tilbageblikket giver ham af nye overvejelser og tanker i forhold til sin situation. Hvor faglitteratur om kriser og sygdomsforløb traditionelt tager udgangspunkt i teoretiske og faglige forståelser, bygger denne bog på et fænomenologisk grundlag, som i høj grad tager udgangspunkt i et brugerperspektiv samt i et hverdags- og livsverdensperspektiv. Som læser berøres man dybt af den meget personlige og gribende formidling af de følelser og frustrationer, man må kæmpe med, når man har fået en alvorlig diagnose, som har så voldsomme konsekvenser for ens liv og tilværelse. Bogen har almen interesse og kan læses af alle, men henvender sig især til sygdomsramte, pårørende, studerende og fagfolk inden for både det sundhedsfaglige og det pædagogiske område.