Valdemar Rørdams tidlige digtsamlinger "åbenbarede i ham en sproglig begavelse og en versformende evne, så frisk og letsprudlende, som ikke var set siden Holger Drachmann, og også i friluftspræget, friluftshumøret og de fulde brysttoner var der noget Drachmann’sk: det var sang med fuldt vejr, som den ikke længe havde lydt fra de unge. Samtidig vågnede også den episke skildre- og fortællelyst i ham, og det store publikum vandt han i "Gudrun Dyre" fra 1902 ved foreningen af den episke fortælling og den lyriske versestil. I denne nutidsfortælling på vers blev læseren som dykket ned i et hav af sproglig vellyd, bares op som i en lystig bølgedans af verserytmer; de nøjagtigste naturmalerier, de trivielleste hverdagsskildringer optrådte i skønt lyrisk gevandt, og i mens forkyndte fortællingen en moderne programmæssig opfattelse af kvinden og kærligheden, som satte mange sind og snart også mange penne i bevægelse... Der var en versevirtuositet, en rytmemusik og en ordrigdom i Rørdams digte, et åndedrag i ham og en sproglig fylde, der kunne nå orkestrale virkninger som hos Victor Hugo eller Edgar Allan Poe eller Swinburne. Der var en frisk følelsekraft i hans vers — jægerens natur- og sportsfølelser, slægts- og stammefølelser dernæst, nationale og heroisk-tragiske stemninger, som nu og da kunne smage af "litteratur" og retorik, men hans urolige blod kunne nå en lidenskabelig patos, hans energiske mandsvilje en dyb og høj etos, som var sjælden i samtidens danske lyrik, og der var en frisk og solid selvtænkning i ham; han kunne ræsonnere på vers, agitere og polemisere på vers som ingen af samtidens danske digtere... Valdemar Rørdam blev indstillet til Nobelprisen i litteratur i 1937 og 1938." (Wikipedia)