Medlemskabspriser

Findes Gud? Er alt hvad vi gør forudbestemt? Hvilke hemmeligheder gemmer Pagtens Ark og Higgs-partiklen? Det er blot nogle af de spørgsmål, den fysikstuderende Mikkel må forholde sig til i Mads Peder Nordbos nyeste roman. Mikkels liv er gået i stå efter kæresten Veronicas død. Vennen Patrick forsøger at muntre ham op med utallige byture, og under en af dem møder Mikkel sin tidligere terapeut, hypnotisøren Tosca. Mødet med hende bliver startskuddet til en lang række forandringer for Mikkel, som kort efter finder nogle hemmelige papirer om Gudspartiklen og Pagtens Ark i en forladt lejlighed. Pludselig er Mikkel midtpunkt for en uvelkommen international interesse, og samtidig dukker en ung nigeriansk kvinde op i hans liv. Jeg har tidligere læst ”Odins Labyrint” og ”Thuleselskabet” af samme forfatter, som ligeledes er spændingsbøger med en filosofisk/videnskabelig tilgang, her med udspring i den nordiske mytologi og rune-indskrifter. Begge bøger var spændende og velskrevne og gav lyst til at læse videre fra side et. Med ”Gudspartiklen” blev jeg ikke fanget helt så let ind. Bogen er overordnet opdelt i seks kapitler: Bevægelse, Løse partikler, Kollision, Fission, Reaktion og henfald, Stabil – begreber som er hentet fra atomfysikkens verden, men som også beskriver de forløb bogens personer går igennem. Derudover er indlagt en række kapitler med nigerianske Oluchi som hovedperson, startende i 1998 med spring frem til nutiden. Mads Peder Nordbo kan bestemt skrive, og kapitlerne om Oluchi greb mig straks om hjertet. Til gengæld var delen om Mikkel lang tid om at indfange mig. Hele baggrunden med hans døde kærlighed, hypnotisøren Tosca som kan mærke en masse ting i både fortid og fremtid, samt besøgene i den forladte lejlighed, blev for abstrakt for mig. Både plot og personer virker her for konstruerede og får ikke kød og blod på sig. Fra Kollision-kapitlet bliver romanen mere handlingsbåret, selvom der stadig er filosofiske, religiøse og videnskabelige overvejelser. Det giver både fremdrift og spænding til historien, som her får langt mere substans før den hæsblæsende afslutning. Man behøver hverken være fysikstuderende eller religiøst interesseret for at læse ”Gudspartiklen”, men det er en roman som kræver en opmærksom læser. Som sagt synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men til gengæld slutter den i top, så giv ”Gudspartiklen” en chance hvis du har lyst til en anderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik. (også anmeldt på Litteratursiden.dk)