Daniel Faigel husker de lyse, danske sommerdage da han som dreng voksede op i overklassevillaen ved havet. Han husker lyden af bølgerne og mågernes skrig og solen på himlen. Men Daniel husker også andre ting. Han husker det han så en morgen i huset, og som han resten af livet må bære i sig som en frygtelig hemmelighed.

En dag i 1943 ligger han på ryggen i en stinkende kreaturvogn. Han er nu 26 år, næsten færdiguddannet læge og krigen er på sit højeste. Godstoget slingrer med en last af danske jøder gennem det sønderbombede Tyskland. Destinationen er Theresienstadt, den bizarre by hvortil nazisterne sende mange af Europas berømte jøder.

Som en anden Dante finder Daniel sig fanget i et inferno. Om dagen arbejder han som læge på byens største hospitel hvor han kæmper for at redde blot nogle få af de alt for mange patienter fra døden eller de frygtede transporter østpå. Om natten føres han til Prag hvor han tilser de prostituerede på SS’ernes bordel.

Men det er i Theresienstadts helvede at Daniel møder den tjekkiske jødinde Ludmilla Zippora, og den usandsynlige forelskelse der opstår mellem de to fanger, giver dem begge kræfter midt i det groteske sceneri.

Kunne han blot glemme hvad han så.

Forfatteren blev inspireret til at skrive romanen efter at han havde interviewet forfatter og tidligere fange Ralph Oppenhejm.

OM HAVET I THERESIENSTADT

Morten Brask kan få fangelivet til at lys-leve, så selv en upassende lyst til kaffe midt i kreaturvognens stank af urin og angst godtages, og hver en lyd og lugt fra SS-folkenes bordel stiger intimiderende op fra papiret. Han kan ramme en tone af ægthed, der hverken er den journalistisk gennemresearchede eller den selvoplevede, men en helt tredje ... en afdæmpet, intens og afmålt poetisk. - Politiken

Kan det virkelig lade sig gøre at skrive en poetisk og smuk roman om noget så forfærdeligt som liv og død i en koncentrationslejr? Ja, det er lykkedes for debutanten Morten Brask, som trods det dystre emne fortæller en historie om kærlighed midt i det nazistiske helvede, og bogen er stor romankunst. - Litteratursiden