Fra bogens forord Denne bog gør hverken krav på at være en videnskabelig fremstilling eller en banebrydende åbenbaring. Den er muligvis heller ikke særlig underholdende. Hvad den imidlertid insisterer på at være - hvad jeg insisterer på, at den er - er at være et forsøg på at tænke ord som psykopat, dyssocial, afviger og lignende belastende betegnelser ind i vores egen kontekst, vores eget liv, vores eget hjerte, der hvor egoisme, hensynsløshed, ja, slet og ret ondskab ustandseligt trænger sig på, hvad enten vi vil være ved det eller ej.
 Påstanden er, at når alt det, der almindeligvis siges, alt det der med, at der findes mennesker, som af natur helt åbenbart er mere egoistiske og hensynsløse end andre, og som vi kan give den ene eller den anden diagnose - når det er sagt, så er alt ikke sagt. Diagnoser er ikke faldet ned fra himlen, det er menneskers forsøg på at organisere en forståelse. I det daglige kliniske arbejde er muligheden for med en diagnose at sammenfatte beskrivelsen af nogle symptomer et gode. Den store fare er dog, at både fag- og lægfolk ikke standser op og reflekterer, for de mener at vide - måske endda uden nogensinde at have tænkt nærmere over det - hvordan tingene hænger sammen. Videnskaben har jo bevist osv. Dette er hovedpointen i bogen: Hvis ikke du igen og igen går ind i de smertefulde opgør med dig selv, går ind under andre menneskers anklage, bøjer dig for den, ligesom du tager samvittighedens stemme til efterretning og gør, som den befaler dig at gøre, så ender du nøjagtig samme sted som psykopaten. Det kan godt være, at du aldrig får diagnosen, men hvad er diagnoser andet end ordstillladser? Hensynsløs egoisme vokser fint frem uden brug af den slags stilladser, trives ligefrem i al ubemærkethed. Det ligger netop i sagens natur, at man ikke selv opdager, hvad der er på færde. Og når andre mennesker forsøger at gøre en opmærksom på dette eller hint, opleves det helt oplagt som værende dem, der har et seriøst problem. Bemærk: Jeg siger ikke, at du altid skal bøje dig, men faktisk mener jeg, at vi i udgangspunktet står stærkest, når vi gør det i udgangspunktet. Og tro mig: Det er de færreste mennesker, et sådant udgangspunkt ville forvandle til dørmåtter. Det at kræve vores ret, at hævde os selv, at handle til fordel for os selv - det falder os helt naturligt. Det er at kræve de andres ret, at hævde de andre, at handle til fordel for vores medmennesker, vi har vanskeligt ved. Til sidst en skræmmende observation fra min tid som læge inden for især psykiatrien: De mest hensynsløse egoister har ofte selv den opfattelse, at det forholder sig lige omvendt. Det er lige før, jeg vover den påstand, at jo værre det er, jo mere mener de selv, at det er alle mulige andre end dem selv, de tager hensyn til. Det er mildt sagt skræmmende! Vi skal se nærmere på en bestemt kategori af mennesker, nemlig dem, som ved deres hensynsløse adfærd, ved deres egoisme og løgne, ved deres lunefuldhed, hidsighed og uansvarlighed synes at trampe sig vej gennem tilværelsen efterladende sig meget menneskeligt vraggods. Traditionelt kender vi dem som psykopater, sociopater, personlighedsforstyrrede, karakterafvigere, magtmennesker osv., men jeg tillader mig flere steder at sammenfatte dem under betegnelsen hensynsløse egoister. Jeg vil først kortfattet gennemgå den traditionelle psykiatriske fremstilling, dog vil jeg anvende betegnelsen psykopat uagtet at den – med rette – er noget belastet og derfor ikke anvendes officielt mere. Jeg vil forsøge at beskrive mulighederne for at navigere i det minefelt, som disse mennesker etablerer i deres umiddelbare nærhed. Man kunne så have sluttet dér, men i så fald ville det her være ganske uinteressant og ligne de bjerge af bøger og internetsider, der behandler emnet. I sidste del af bogen er der nemlig anlagt en anden og efter min bedste overbevisning mere nuanceret og pågående synsvinkel: At når “alt det andet” er sagt, så er der tale om noget værdifuldt, som smuldrer. Og det kan smuldre for os alle sammen. HENSYNSLØS EGOISME er ikke nogen lærebog - hverken i psykiatri eller psykologi. Den kan dog bruges som en slags introduktion til disse fag, især hvis man skal beskæftige sig med personlighedsforstyrrelser. OM FORFATTEREN Thomas Teglgaard (f. 1970) er læge og forfatter. Som læge har han hovedsageligt arbejdet i psykiatrien, ikke mindst retspsykiatrien; i skrivende stund fungerer han som afdelingslæge i Københavns Kommunes tilbud til stofmisbrugere. Forfatterskabet spænder vidt: Romaner for børn, unge og voksne; essays, andagtsbøger, kronikker og videnskabelige artikler. Størst succes har han haft med romanen Uddrift, som på dansk er solgt i flere oplag og desuden er oversat til norsk, tysk og hollandsk.