Medlemskabspriser

Tine Kusts bog " Hvor går det hvide hen når sneen smelter? " er en bog om tiden under en Minnesotabehandling skrevet i dagbogsform. Jeg er forvirret efter at have læst denne bog. På den ene side virker bogen meget ambitiøs. I begyndelsen af bogen er der nogle meget korte, ufuldstændige og usammenhængende sætninger. Jeg formodede at meningen med disse sætninger skulle være at afbilde fortællerens tanker og sindstilstand. Sætningerne bliver også bedre og mere sammenhængende i slutningen af bogen, men projektet - hvis det altså er sådan et projekt - når alligevel ikke helt i mål. Man oplever ikke den afklarethed hos fortælleren og heller ikke med sætningerne, som man forventer vil komme, selv om de trods alt bliver bedre. På den anden side fristes man derfor til at drage den konklusion at forfatteren ikke har haft noget mål med bogen. Det virker som om bogen er skrevet til en gruppe indforståede læsere, nemlig de øvrige deltagere/patienter i Minnesotabehandlingen. Det virker som om fortælleren holder tilbage med at skrive om hvor "grimt", smertefuldt og væmmeligt sådan en Minnesotabehandling må have været undervejs. Som om hun er bange for at udlevere nogen. Derfor synes jeg desværre heller ikke at jeg når ind under huden på personerne i bogen. Heller ikke fortælleren. Man mærker ikke den smerte som må formodes at have været til stede. På samme måde synes jeg heller ikke at jeg ud fra diverse brudstykker i teksten får kendskab til hvad sådan en behandling egentlig går ud på. Man får serveret en masse ligegyldige situationer med ironi og sarkasme som er svær at få til at passe med den alvorlige situation. Når bogen nærmer sig interessante samtaler med behandlere eller medpatienter, bliver der hurtigt lukket ned for informationerne. OG hvis læseren ikke må få noget at vide, hvorfor så udgive bogen? Der bliver skruet op for det ligeyldige og ufarlige og det virkeligt interessante bliver i højeste grad nedtonet. Det er rigtig ærgerligt for bogen kunne have været en rigtig interessant bog, hvis sproget var blevet pudset noget bedre af, hvis læseren som forventet var blevet klogere på hvad der sker under sådan en Minnesotabehandling og hvis læseren havde fået et mere personligt forhold til personerne i bogen. Ikke mindst fortælleren, som desværre ikke rigtig synes at kunne finde sin rolle som fortæller. En rigtig god ting i bogen er dog beskrivelserne af sammenholdet imellem både behandlere og patienter og patienterne indbyrdes. Der får man en lille flig af det man så gerne vil have som læser.

Tine Kusts bog "Hvor går det hvide hen, når sneen smelter?" er en bog om tiden under en Minnesotabehandling skrevet i dagbogsform. Jeg er forvirret efter at have læst denne bog. På den ene side virker bogen meget ambitiøs. I begyndelsen har bogen meget korte, ufuldstændige og usammenhængende sætninger, som gør bogen meget anstrengende at læse. Men jeg formoder at meningen med disse sætninger er at de skal afbilde fortællerens tanker og sindstilstand og via disse sætninger og sætningerne i slutningen af bogen skulle man så kunne se en udvikling. Sætningerne og sammenhængen bliver også bedre i slutningen af bogen, men projektet når langt fra i mål. Hvis det altså er det der er ambitionen. Derfor fristes man på den anden side også til at drage den konklusion at forfatteren ikke har haft et klart mål med bogen. Det føles til tider som om bogen lukker sig om sig selv. Som om den kun er skrevet for indforstående.

'Hvor går det hvide hen,når sneen smelter' Er er langtrukken og fyldt med selvmedlidenhed. Den er ensformigt og kedeligt skrevet, den kan ikke fange mig som læser. Hvis jeg skal give den stjerner, får den kun 1.

bogen handler om 15 menneskers møde med hinanden, hvor de alle gennemgår Minnesota kuren for alkoholikere. Selve bogen er skrevet i dagbogsform og er meget personlig. Selve budskabet eller fortællingen henvender sig til andre i en lignende situation og kan muligvis give et indblik i en alkoholikers tanker. Men sproget gør bogen svær at læse og dette trækker ned på det samlede indtryk. Sproget er på den ene side kliché fyldt og malerisk og på den anden side rodet, svært og ulæseligt. Desværre for selve indholdet er spændende og interessant.

I denne tid hvor man skriver om sit liv på grænsen af psykiske lidelser, i forhold til overgreb og andre forhold, der har skabt hårde betingelser for livets glæder, er Tine Kusts Bob "Hvor går det hvide hen, når sneen smelter" en yderst trættende bog. Jeg vil næsten sige, at titlen er den mest originale i bogen, som mest bevæger sig i et floskelpræget sprog, der gentager sig i det uendelige. Som læser får man ikke megen indsigt i livet som misbruger, teksten er fyldt med konklusionerne a la "" Der var så også en terapeut, som ved flere lejligheder kaldte mig for syg i sindet." Jeg synes selv, at de havde fået nok at vide. Jeg vil ikke fortælle dem mere. Det kommer ikke dem ved. Jeg går ud fra, at jeg har fået lukket ballet. Jeg går ud fra noget forkert.", der ikke hæver sig op på et højere plan. Minnesotakuren opleves mest som en daglig pestilens, hvor repetitionerne fylder som en evig konstant. " Ingen, som ikke har prøvet dette forløb, vil vide og forstå hvilke livtag og kræfter, der ydes af den enkelte, af gruppen og sikkert også af personalet." Og håbet om at opnå forståelse gennem bogen lykkes ikke, desværre. Følelsen af samhørighed på trods af, er den følelse der tydeligst træder frem, og giver en forståelse af effekten, men som læser bliver beskrivelserne af de forskellige personager meget flad uden større dybde. Efter de første 30 sider er jeg allerede blevet træt og resten af bogen er en kamp at komme igennem, hvor man ikke får nye indblikke eller oplevelser, men bare mødes i en konstant, der næsten gør det uudholdeligt.

Bogen beskriver en gruppe på ca. 15 personer, der sammen gennemlever et forhandlingsbeløb, omstændighederne tvinger dem til at bruge tid sammen, og det eneste de har tilfælles er, at de alle er alkoholikere. Bogen er skrevet i dagbogsform, og sproget er let læseligt, men dog forvirrende, da hovedpersonen fører samtaler med sig selv, personer der er til stede, ikke tilstede og opdigtede. Læser man bøger for at få en sproglig oplevelse, er det ikke denne bog man skal læse. Dog giver bogen et indblik i, hvordan en alkoholiker har det i et behandlingsforløb. Den giver et unikt indblik i de tanker, der går igennem hovedet på en alkoholiker, den forvirrende verden personen befinder sig i, og hvordan man som ene kvinde i en gruppe af mænd, kommer igennem et behandlingsforløb, og de udfordringer, det medfører at være ene kvinde omgivet af mænd 24 timer i døgnet. Bogen giver et godt indblik i de andre kampe, de udfordringer, der opstår når gruppedynamikken ændres og livet på en institution. Enhver der har familiemedlemmer eller andre nære relationer, der er i et behandlingsforløb for alkoholisme vil få glæde af at læse denne bog, da den giver et indblik i, hvordan en hverdag i et behandlingsforløb er for den der gennemgår forløbet. Patienterne hjælper hinanden, og bogen giver et godt indblik i de relationer, der opstår i mellem patienter, der har brug for hinanden, men samtidig også skilles ad, når en forlader gruppen. Alligevel fanger bogen, og man bliver nysgerrig efter at få at vide, hvad der sker med hovedpersonen efter behandlingsforløbet.

Bogen er en beskrivelse af 15 vildtfremmede menneskers møde på et - ikke navngivet - gods på Sjælland. Det eneste de er fælles om, er den alkoholisme, som her skal bekæmpes via Minnesota Kuren. Lad mig sige det som det er - dette her er ikke nogen feel-good-bog. Beskrivelsen på bogens bagside lægger op til en delvis humoristisk læseoplevelse, men den humor, som må være at finde i bogen, drukner i det kaos og den udtrykte mangel på sammenhæng som præger - specielt første halvdel - af bogen. Derudover er den skrevet i en meget abrupt form, som gør den meget lidt læsevenlig. Nogle steder virker det simpelthen som om ordene stødvist er gylpet op og skønt dette meget vel kan være gjort, for at sætte læseren i den samme tilstand af kaos, som forfatteren givetvis har været i, virker det blot udmattende og forhindrer et flow - en rytme - i læsningen. Bogen er et mix af erindringer, oplevelser og betragtninger. Betragtninger om mennesker - om gud - og om menneskers forhold til gud og om deres forhold til hinanden - en fortælling om vildtfremmede mennesker, som for en stund bliver hinandens nærmeste betroede og en beskrivelse af menneskelig magt og - i særdeleshed - afmagt. Sidste halvdel af nogen udmærker sig ved, at sætninger bliver længere - mere hele - og jeg tænker, at den form bogen er skrevet i - i højere grad end selve ordene - er meget beskrivende for forfatterens rejse fra kaos til en form for klarsyn - en form for ro - en form for fredsslutning. På trods af den intensitet, hvormed forfatterens håbløshed og afmagt beskrives, får men ikke her den samhørighed, men normalt oplever med hovedpersonen i enhver bog - dertil er bogen simpelthen for smal - for speciel - og medens jeg forestiller mig, at den vil kunne give mening for misbrugere - tidligere misbrugere og måske deres pårørende, så er det ikke en bog, man skal snuppe på hylden hos boghandleren eller på biblioteket, hvis man tilhører den bredere læserskare, som gerne til underholdes - som ellers gerne læser biografier - og som blot ønsker en god læseoplevelse. Sorgenfri

En fin bog der beskriver Tine Kusts ophold på et behandlingssted - hendes tanker, følelser og oplevelser af omgivelserne.. En bog der sikkert vil give andre i samme situation håb og "et lys i mørket".