Året er 1989. Tiderne skifter. Muren falder. I løbet af nogle intense efterårsdage følger vi Arvid Jansen, 37 år. Han skal skilles fra ungdomskæresten. Hans mor har fået kræft og rejser pludselig til Danmark med den gamle færge Holger Danske. Der er noget hun skal have styr på. Arvid følger efter hende to dage senere og siger til sig selv at han gør det for at støtte hende, men er det nu også hele sandheden? Jeg forbander tidens flod er en roman om historiens ubønhørlige malstrøm. Titlen er hentet fra et digt af Mao, der var en af Arvid Jansens politiske stjerner dengang i 70’erne da han som så mange andre norske maoister lod sig proletarisere og tog arbejde på en fabrik. Og i morens øjne forspildte chancen for et andet liv end det hun selv har haft ved samlebåndet på chokoladefabrikken Freia. I begyndelsen af 70’erne: På vej hjem fra natholdet ser Arvid en ung pige i en blå frakke på en T-banestation. De indleder et forhold; der er kun dig og mig, siger de til hinanden, kun dig og mig. Og så går tiden. Jeg forbander tidens flod er en typisk Pettersonbog: De to tidsplaner som snor sig ind og ud af hinanden. Det lavmælte sprog, stramt og nøgternt, og alligevel poetisk, hvor det usagte ligger som et minefelt mellem ordene. Hvor skildringen af byen og naturen, af kærligheden og sorgen tilsættes et gran besk humor, og familiens stille liv forbindes med den store verden derude. Og som altid hos Petterson er bogen fuld af allusioner til litteratur, film og musik. Romanen ser verden både fra sønnens og morens side, moren som aldrig fik det liv hun drømte om, men alligevel er en stærk og uafhængig kvinde, og i øvrigt en stor læsehest. ”Norsk superforfatter har gjort det igen ... Et af tidens store forfatterskaber." Politiken. ”En af Nordens store forfattere … man er efterhånden blevet afhængig. Af stoffet, af stilen … af vores hovedperson Arvid Jansen, forfatterens alter ego.” Weekendavisen Brageprisen. Kritikerprisen. Nordisk Råds Litteraturpris