TAK for al musikken. 50 år i medierne. Med musikken som omdrejningspunkt. Det har været en forrygende og overraskende rejse. Og er det stadig. Musikkens verden har beriget mig i 55 år, for det begyndte alt sammen som en hobby. Jeg var 12 år, og Elvis’ stemme i Radio Luxemburg slog benene væk under mig. Det førte til en skriftlig protest til Danmarks Radio fem år efter, da de startede P3. De behandlede ikke musikken med respekt. Nu har jeg foretaget den rejse igen. Jeg har forsøgt at genopleve samværet med de mennesker, der har haft betydning og dermed har været med til at gøre mig til den, jeg er. De 50 professionelle år startede lige så forunderligt som forløbet har været. Inde i varmen det ene øjeblik, ude i kulden det næste. Men altid med min tro på, at nogle ville have udbytte af det, jeg lavede. Jeg anede ikke, at det var en revolution at spille Elvis og Beatles i dansk radio, men sådan blev det, fordi ingen andre ville røre den slags musik med en ildtang. Mit fundament blev publikum. For det var ikke populært hos meningsdannere i pressen, og blandt kolleger og chefer i DR var der i mange år heller ikke megen opbakning. Bogen er reflektioner fra det liv i medierne, som blev mit. Jeg var meget ung, da jeg blev indfanget af musikken. Jeg var ret ung, da jeg fik mit første barn, og en meget voksen mand på 59 år da jeg blev far til min yngste datter. Tingene griber ind i hinanden. Kærligheden, børn, ægteskab, arbejde, skilsmisse, medierne, musikken. Det er alle disse krinkelkroge og snoede stier, jeg har forsøgt at bevæge mig ind og ud af. Hvor er jeg heldig. Mit arbejde giver mig mulighed for at fortælle, skrive og formidle det, der optager mig. Jeg kan fornemme, at min historie også er en del af soundtracket til mange danskeres historie og oplevelser. Hvad jeg skulle have gjort uden al musikken, ved jeg ikke. Derfor siger jeg tak. Jørgen de Mylius