Medlemskabspriser

Hvad gør almindelige mennesker, når de begår, eller bliver udsat for en udåd? Hvordan føles og udmyntes hævnen for at rette op på udåden? Det er hvad Jesper Wamsler tager os på eventyr gennem i ”Kaninmassakren”. Jesper Wamsler formår med sit sprog at gøre sin bog tankevækkende skrækkelig, samtidig med den er morsom og letlæselig. Bogen er nede på jorden; enhver kan være med og alle kan relatere til handlingerne på den ene eller anden måde. Alle har prøvet at føle sig forurettet eller selv gøre noget mod nogen, som har ledt til hævn på den ene eller anden måde. Enhver kan relatere til følelsen af at ville stille nogen til ansvar eller direkte få hævn over noget. Jesper Wamsler har ramt plet med sin bog og gjort en masse dystre følelser til både tankevækkende men også morsomme.

Almindeligvis læser jeg en novellesamling lidt i bidder, men Kaninmassakren blev en undtagelse. Igennem hvad der til tider synes at være helt nøgterne observationer kommer vi tæt på skæve eksistenser og helt almindelige mennesker. Alle har de det tilfælles, at de står overfor nogle af de dystre tanker, vi alle har mødt. Skuffelse, forbitrelse, vrede - alle munder de ud i hævn eller forestillingen derom. Som læser er man med hele vejen og trods de tunge følelser, der udforskes så er det alligevel svært at nå igennem novellerne uden at trække på smilebåndet. Denne balancegang mellem tunge følelser, rædselsfulde scenarier og helt jordnær humor er en fornøjelse. Særligt én novelle vil jeg fremhæve som et absolut must-read: "Sivertsens svigerdatter".

Normalt læser jeg altid novellesamlinger og digte i rækkefølge, men med Jesper Wamslers ”Kaninmassakren” gjorde jeg en undtagelse. For en af titlerne i indholdsfortegnelsen gjorde mig ekstra nysgerrig, og derfor startede jeg med novellen ”Indtil det sortnede for mine allerede lukkede øjne”. Selvfølgelig uden at vide, at det skulle vise sig nok at være en af de på samme tid smukkeste og mest grusomme historier, jeg måske nogensinde har læst af en dansk forfatter. I hvert fald meget længe. Uden af afsløre for meget, handler den om en ung successfuld kvinde, der lidt tilfældigt tager en taxa og så bliver taget med i en anden retning, end hun har bedt om imod sin vilje. Undervejs fortæller chaufføren, der er kommet hertil som flygtning og helt ung, en grusom historie fra sit eget liv. Historien er skrevet uden afsnit eller mellemrum, og får læseren til på den måde at dele det at være fanget på en slags tur og nødt til at fortsætte og bare køre med videre. Og lægge ører – eller altså øjne – til alt det grusomme, som er skrevet så smukt, at det bare gør endnu mere ondt. På et tidspunkt lykkedes det hende så at flygte, men historien kan hun umuligt slippe, og sådan havde jeg det også, da jeg havde læst Jesper Wanslers novelle til ende. Hun følte, at hun var blevet gjort fortræd, men efterhånden var det kun hendes nærmeste, der ønskede hævn, mens hun bare gerne ville forstå den fremmede og hans historie, og hvorfor han valgte at fortælle den til hende på den måde. Resten af novellerne er også virkeligt gode, og en del endda ret sjove, men for det meste kun indtil de pludselig åbner et stort mørke eller en sugende tomhed bag det hele. Mine favoritter er ”Kapitlet om Mary Jane Fredricksen, ”Theo” og ”Container som kælder, der alle minder mest om ”Indtil det sortnede for mine allerede lukkede øjne.” Det er store noveller, som for flere af deres vedkommende har mere handling og sproglig fantasi end en del af de små danske romaner, jeg har læst de seneste år. Dem her kommer jeg helt sikkert til at læse igen.

Novellesamlingen indeholder 10 noveller, der alle på en eller anden måde omhandler hævn og andre almenmenneskelige følelser, som vi normalt ikke går og skilter med. Novellerne er meget varieret i længde, nogle af dem er ret lange, hvilket ikke nødvendigvis gør dem bedre. Fælles for personerne i alle novellerne er, at de på et tidspunkt når et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. De må simpelt hen gennemføre deres forehavende. For læseren er der heller ingen vej tilbage, når du først er gået i gang, så må du læse resten, også selvom det er både tåkrummende og grænseoverskridende at være vidne til personernes handlinger, for hvor ville jeg ønske, at de var stoppet i tide. Vi møder fx Henning i ”Sivertsens svigerdatter”, der bliver hvirvlet ind i de tvivlsomme naboers privatliv med fatale konsekvenser, og i ”Kapitlet om Mary-Jane Fredericksen” er det svært at vide, hvad der er op og ned. Novellerne egner sig bedst til at blive læst en af gangen – det er for meget med flere på en dag.

Der er ingen tvivl om, at Jesper Wamsler kan skrive, men alligevel er jeg ikke særlig begejstret over hans nyeste novellesamling. Novellerne virker unødigt lange og kører i det samme spor, så jeg faktisk nogle gange sad og kedede mig lidt. Menneskers ondskab, vold og mørke tanker er hovedtemaer, og jeg havde det lidt, som om jeg læste den samme historie igen og igen. Og så synes jeg langt fra at titelnovellen er den bedste. Lidt adspredelse i længde og stil havde klædt samlingens noveller. Jeg er ikke i tvivl om at Jesper Wamsler vil noget med sine noveller, da jeg var færdig med samlingen, havde jeg bare ikke helt fundet ud af hvad. Men han skriver godt, og det kan sagtens være, at jeg simpelthen bare ikke er målgruppen.

Søskende, ægtepar, tidligere og nuværende elskere - alt det vi siger til hinanden, og ikke mindst det vi undlader at sige er temaet for denne bog. 10 noveller drejer sig omkring kommunikation i relationer, og hvad der sker, når vi bevidst eller ubevidst misforstår hinanden. Der er barske noveller iblandt de ti - men det er slet ikke det vigtige for mig. Faktisk irriterede det mig i et par stykker og virkede nærmest påklistret for at skabe en reaktion. Jeg var fra første til sidste novelle opslugt af relationerne mellem karaktererne og havde ganske ofte lyst til at råbe af eller ruske en af dem. Og det er en god bog for mig! Du skal læse denne bog, hvis du kan lide noveller, som ikke er for højtragende, men som har masser af bid.

Jesper Wamslers Kaninmassakren er en barsk, men interessant novellesamling. Novellerne undersøger og viser mørke, grimme, onde og uforståelige sider af hoved-og bipersonerne og dermed nok også af mennesket. Der er skæve typer med som i "Container som kælder" og personer som lever på samfundets absolutte bund som i "Theo", psykiske ustabile personer i "Hjemstavn" og "Kapitlet om Mary-Jane Fredericksen". Novellerne berører temaer som relationer, identitet, virkelighed/fantasi , dilemmaer. Normalitetsbegrebet synes jeg også den stiller spørgsmålstegn ved. Den novelle der rørte mig mest var "Theo", som via persontegningerne fremmaner nogle sølle individer, men der er også noget andet i den novelle som jeg ikke helt kan sætte ord på og jeg vil heller ikke spoile novellen helt, men det påvirkede mig meget som læser. En anden novelle, som er rigtig interessant er fortællingen om Mathilde i "Kapitlet om Mary-Jane Fredericksen". Den vender det hele på hovedet til sidst og igennem hele novellen beskrives Mathildes veje og måder til at finde sig selv og skabe en identitet. Novellen er nådeløs og grusom overfor sin hovedperson. Grusom og nådeløs, det er flere noveller og selvfølgelig dermed også forfatteren set fra mit synspunkt, især i "Hjemstavn" og "Augustpagten". Her er happy endings næsten no-go. Novellerne opstiller som i genrens natur vendepunkter, som vender op og ned på hovedpersonens og nogle gange også bipersonernes liv, her bliver det næsten altid i negativ retning og tit har jeg under læsningen henimod slutningen tænkt "hvad udsætter forfatteren nu personen for?" En bog man ikke kan læse uden at blive berørt af enten personerne, præmisserne, temaet eller formuleringerne.

Kaninmassakren er helt anderledes novelle samling. De 10 historier er fra vores hverdag, hvor alting kan ændre sige lige pludselig. De noveller er om ondskaber og skævheder, om menneskernes drømmer og tanker der enten går i opfyldelse eller ej. Jeg var dybt rørt da jeg læste novellen "Sivertsens svigerdatter". Meget speciel var også "Container som kælder". Den sidstnævnte virkede meget virkelig i dagens verden. Jeg kan lige Jesper Wamslers skrivestil.

Jesper Wamslers bog Kaninmassakren er en samling på 10 noveller, der alle er lidt mørke og skæve i deres univers. Det er ikke de pæne sider af mennesket der bliver portrætteret, men derimod al vores smålighed, misundelse og evnen til at gøre små ting til store problemer der bliver udstillet. Novellen "Sivertsens svigerdatter" er i min optik bogens bedste. Den rører ved en hel masse i mig og beskrivelse af personerne er virkelig god, jeg føler jeg flytter med ud i kolonihave foreningen og er en del af dramaet. Men de resterende noveller er også af meget høj kvalitet. Det er utroligt hvordan et ugeblad og en tur til frisøren kan påvirke et ægteskab, for ikke at tale om lånet af et par gamachebukser og en lukket dør der ændrer et liv. Jeg synes det er en rigtig god novellesamling, og jeg er ikke i tvivl om at jeg vil komme til at læse en del af novellerne flere gange. Jesper Wamslers (1976) debuterede i 1996 med novellesamlingen "Fugl Phønix fortæller" (Rosinante), "Kaninmassakren" er hans sjette udgivelse.