Lyden af en der pisser stopper. Det må være fangevogteren. Ham, som Orion kaldte Carwyn. Drast får gåsehud ved tanken om, at han må være alene med ham. Hvis Orion havde været her, ville han forhåbentligt have stoppet manden i sin svinske optræden. Han forholder sig stille. Hvis Carwyn har tænkt sig at få ham til at sige noget eller så meget som hoste, vil han blive skuffet.

Han hører lyden af en prop, der bliver taget af en flaske. Derefter følger slubrende lyde og et langt ræb, der igen får det til at vende sig i ham med tanke om stanken fra Carwyns rådnende tænder. Drast forsøger at trække vejret gennem munden i et forsøg på at undgå at mærke stanken i rummet. Den halm, der ligger i cellen, har han valgt ikke at tænke over, hvad gemmer på. Han kan alligevel ikke se noget som helst, og det er han egentlig glad for.

Det er faktisk ikke Drast skyld, han ender i arresten. Hvis bare de røvhuller ikke havde siddet på kroen. Hvis bare Gwen ville lade ham røre ved hende. Hvis bare Orion ikke havde været der, så ville han aldrig være endt der. Faktisk sker det ofte for ham. En kæde af urimelige omstændigheder der trækker ham ind i en streng af uheld.

Samtidig er han sammen med sin mester en del af en forbudt sekt, der tror på at pleje sine inderste behov. I sekten bruges kir’l, dværgenes euforiserende urt, til at slippe de hæmninger, der holder en tilbage og har en bivirkning som afrodisiakum. Kir’l er forbudt at bruge på den måde og strengt forbudt at sælge uden tilladelse. Da Drast og hans bedste ven bliver indblandet, sker der igen det, at urimelige omstændigheder kommer til.