Medlemskabspriser

Nej! Nej! Nej! Er jeg virkelig den eneste, der ikke bryder mig om dette enorme projekt, som DC har ”beriget” os med. Hvor mange personer behøves der egentlig til en rigtig god krimi, hvor vi kan få lov til at gætte med? 10-15 personer? Her stater vi med 12 mordofre og skal prøve at finde ud af, hvordan deres indbyrdes relationer er. Om de overhovedet har noget til fælles. Så har vi politiefterforskerne. De kører i 2 teams med 3 i hvert. Altså 6 på gulvet til at finde mordere til 12 personer. Pressen må vi jo heller ikke glemme, plus psykiatere, retsmedicinere og så alle cheferne, der ikke bestiller andet end at sparke nedad og suspendere folk. Forholdet mellem efterforskerne er heller ikke særlig godt. Skal man være så selviscenesættende, som her i bogen? Man skulle tro det var en realityserie, hvor det gjaldt om at svine de andre mest muligt til. Hvis alt dette skal være rammerne om at skabe et så makabert mord som muligt, så er jeg stået af og må finde mig en anden genre. Bare sådan Vupti 50 sider før slut at fremtrylle et monster af en morder. Denne bog mangler i den grad troværdighed, så forfatteren vil straks blive streget af min liste.

"Sig mig..."hvis du er djævelen, hvilken rolle giver det så mig?" " “Kludedukken” har det hele; Spænding, overraskelser, fede personligheder, typisk underspillet britisk humor og en genkendende beskrivelse af en stereotyp journalistchef og kriminalinspektør. Og alligevel er der intet ordinært over fortællingen. Spændingen bliver ovenikøbet serveret uden at give køb på kvaliteten af det skrevne ord. Flere steder i fortællingen balancerer ordene endda på kanten af en nærmest poetisk elegance: “Han vidste godt, at …x… inde under hætten blot var et menneske, en mesterlig, hensynsløs og genial drabsmand uden tvivl, men trods alt kun et menneske, og alligevel var det umuligt at ignorere det faktum, at han var den skrækindgydende virkelighed i hjertet af de hviskende vandrehistorier, umuligt at overse den altomfattende fascination, som hans seneste værk havde aftvunget en kronisk apatisk verden” Persongalleriet er tilsvarende kompetent og troværdigt beskrevet; karaktererne rejser sig fra siderne og kommer til live foran mig. Fx er karakteren Wolf sk… godt skildret: “Der var vel dem, der ville kalde ham intolerant eller snobbet, men de havde næppe tilbragt halvdelen af deres arbejdsliv i bygninger præcis mage til denne her. Han mente selv, han havde gjort sig fortjent til at afsky dem. Plottet er gennemarbejdet og de tekniske og faktuelle detaljer i bogen ligeså. Uden at jeg vil påråbe mig at være specialist på området, så synes “kludedukken” at være et produkt af et gedigent stykke troværdigt forarbejde. Men hånden på hjertet; ovenstående beskrivelse kunne dække over en ikke uvæsentlig mængde bøger. Der findes et hav af solide og gennemarbejdede krimier. Så hvad med “kludedukken”? Leverer den noget ekstra udover ovenstående? JA! Det kan du eddermame bande på, at den gør! Daniel Cole har skrevet en fantastisk krimi! Jeg fik SÅ meget mere, end jeg forventede og deriblandt litterært guf, som gør mig sååååå glad: “En hvidkuttet Moses, der så ned på ham fra sit sæde ved Sinaibjergets fod, udskårne keruber i fastfrossen flugt fordelt ud over blyindfattede ruder, og skikkelser som ærkebisper, kardinaler og rabbier, som alle prækede Guds ord og støttede op om …x’s… påstand: Der er en Gud. Der er en Djævel. Dæmonerne færdes iblandt os.” Jeg kan ikke anbefale “kludedukken” nok. Uanset hvordan jeg forsøger at skrue min bogbefaling sammen, så klinger det lidt hult i forhold til min reelle oplevelse. Men når jeg, som i dette tilfælde, sætter vækkeuret til at vække mig klokken 04.15, for at jeg kan nå at læse flest mulige sider, inden jeg vækker børnene – så har bogen ramt noget i mig. De sidste 100 sider var nærmest en pine at komme igennem – jeg kunne næsten føle spændingen som en rislen i rygsøjlen. Spændingen stiger og stiger og afsløringerne og overraskelserne bliver ubønhørligt ved med at blive serveret. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at læse bogen færdig! Jeg går på toilettet uden at trænge …. Jeg henter vand uden at være tørstig …. jeg flytter plads uden at have behov og sidder og kigger formålsløst ud af vinduet uden at være nysgerrig på, hvad der måtte være derude… mit eneste formål er, at forhale en nært forestående afslutning. Jeg kan næsten ikke bære, at det snart er slut. De sidste to kapitler er SÅ nervepirrende og jeg sidder på stolekanten med tilbageholdt åndedræt og så… lige pludselig er det slut………. Suk! De afsluttende ord herfra er, at du skylder dig selv at stifte bekendtskab med Daniel Cole og hans helt suveræne “kludedukken”. Køb den! Lån den! Gør noget! Jeg venter spændt på, at Danmark bliver belønnet med næste bog af Daniel Cole og sender i mellemtiden “kludedukken” videre til andre læsere med fulde 5 ud af 5 stjerner! Ikke en eneste stjerne for meget!