Med "København 1937" vender Bonde Jensens topografier hjem, for i Mogens Klitgaards forfatterskab at pejle tredivernes krise og retning mod en ændring af de politiske og økonomiske forhold og litteraturens æstetiske. Klitgaard følger udviklingen og udtrykker den i sin egen fra udgangspunktet i en filmisk socialrealisme frem mod en sprængning af facadekunsten i den tidlige efterkrigstid i fyrrerne. Han ses som en tærskelfigur, der rækker både bagud og fremefter uden at glemme det imellem, her og nu. Hans æstetiske moral er uforandret den samme: en flugt fra 'byen' er ingen udvej. Byen forstået ikke bare som et fristed, men som et fængsel for den gældsplagede småborger, som de fleste af os kan se sig selv i. Det er her, i byen, at slaget for befrielsen skal slås. Befrielsen fra undertrykkelsen i os selv og den ydre i form af fjenden i landet. - Det leder over i Danmarks forhold til Tyskland før, under og efter 2. verdenskrig. Kapitlet om det hedder 'Det dårlige tyske eksempel', der følges, - i afsvækket form - , i behandlingen af de svage i ånden og i holdningen til de tyske jøder der søgte asyl i Danmark. Den sociale eksklusion af de svage ses som 'bondeofferet' for tredivernes socialreform, - prisen Socialdemokratiet måtte betale for bl.a. over for sig selv at legitimere berettigelsen af øget støtte til arbejderklassen ved f.eks. sygdom. Stillingen som lille land i det storpolitiske spil fører efter krigen til den fortsatte tilskyndelse til at søge beskyttelse under en stor og stærk nations vinger og betinger det nationale demokratis vanskelighed ved at indgå i et udvidet europæisk fællesskab. Fremstillingen ender nær ved forfatterens personlige udgangspunkt i København, kvarteret Vesterbro med hovedpulsåren Istedgade, der aldrig overgav sig, og skolerne i Oehlenschlægersgade og Helgolandsgade ved Hovedbanegården. Her havde han hjemme, i en familje hvis ældre medlemmer, far og mor og bedstefar var indvandrere fra Jylland. Og hvor han selv blev københavnerdreng blandt andre i gadens fællesskab.