Medlemskabspriser

En fantastisk bog! Intet mindre. En øjenåbner om liv og død, menneskets potentialer og grusomhed, men også opofrelse og styrke og skønhed midt i al grumheden. En bog, der beskriver krig tæt på med stor psykologisk kraft i de vidneberetninger, forfatteren har indhentet fra hundreder af kvinder ved fronten i krigen mod "fascisterne", som de invaderende tyskere konsekvent kaldes. Bogen er yderst vedkommende for os velfærdsforkælede danskere (og det er stort set os alle), der har travlt med vores samtalekøkkener, indkøb og rejser. Bogen sætter vores danske liv i perspektiv. Vi går op i småtingene og glemmer de store eksistentielle spørgsmål. Denne bog beretter om de væsentlige eksistentielle spørgsmål i livet: mod, opofrelse, fokus, fysisk udholdenhed, mental styrke, had, kærlighed, grusomhed, hjælpsomhed, sårbarhed, konsekvens, følelser, udnyttelse af personlige potentialer. Det er en livsvigtig bog, som alle danskere burde tvinges til at læse. Gør den til obligatorisk læsning i gymnasierne! Som sidegevinst får man en forståelse for, hvorfor russere/hviderussere tænker og agerer i dag, og hvorfor de stadig hader "fascisterne". Bogen handler faktuelt om kvinder i krig - en væsentlig anden tilgang end i mandeverdenen - men jeg føler, den handler om mig og om alle mine medborgere, der aldrig har været i krig eller i tilsvarende tilspidsede situationer, og som har nemt ved at glemme betydningen af et liv.

Svetlana Aleksijevitj vandt nobelprisen i 2015 – før vi kendte hende herhjemme – men Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er hendes første bog på dansk, og den er et stærkt og smukt bekendtskab. Udgangspunktet for bogen er, at kvinder lige såvel som mænd har deltaget i krige – som sygeplejersker, som soldater med mere – især under 2. verdenskrig, var der mange kvinder i den russiske hær, og selv de mindste kvinder var helt fremme ved fronten side om side med de største mænd. De viste stort mod, og de kæmpede for deres fædreland, men efter krigen var der ikke længere plads til dem og deres fortællinger. Deres historier blev tysset ned; de blev ikke modtaget som krigshelt i modsætning til de hjemvendte mænd. Aleksijevitj giver med sin bog kvinderne lov til at fortælle deres historier. De fortæller om krigen fra deres udsigelsespunkt, og der bliver fortalt om amputerede lemmer, om mistet kærlighed, om at have sine børn med ved fronten og at drukne dem i sumpen, så barnegråden ikke afslører gruppens position med mere. Det er både de store og de små fortællinger, der kommer frem fra veteranernes gemmer, men de har det til fælles, at de fortæller en side af verdenshistorien, som der længe har været lagt låg på. Krigen er ikke et kvindeligt ansigt er en vigtig bog, men den er også et interessant og forfriskende pust til den krigslitterære genre, som efterhånden indeholder mange historier om det ene slag efter det andet. Ingen anden bog indeholder de historier, som Svetlana her giver plads til, og det gør ondt helt ned i maven at læse. Derudover er det også interessant at læse Aleksijevitj, der kommer som små pauserum ind imellem kvindernes historier. Her reflekterer hun over, hvordan hun skal kontakte kvinderne, hvordan hun skal samle dem, men også hvorfor bogen er vigtig for hende at skrive. Jeg kan varmt anbefale den!

Dette er en fantastisk bog om kvinder fra det daværende Sovjetunionen, der under 2. verdenskrig meldte sig som frivillige i kampen mod Tyskland, på lige fod med mændene. Forfatteren Svetlana Aleksijevitj modtages med åbne arme af kvinderne og tiltales ofte "min søde pige" og lignende, fordi disse kvinder endelig får lov at tale om alt det, de har båret på i et helt liv. Det forunderlige midt i gruen og alt det forfærdelige er kvindernes egne ord om, hvordan de ofte havde besluttes sig for at hade og tage hævn, men så, i det øjeblik de f.eks. står over for sårede soldater og opdager, at en af dem er tysker, alligevel forbinder og plejer også ham. Bogen er forfærdelig og smuk på samme tid: forfærdelig på grund af den grufulde krig, smuk på grund af den kærlighed, kvinderne bevarer før, under og efter krigen. Det er en bog man ikke kan lægge fra sig, men jeg blev nødt til det igen og igen, fordi den er meget bevægende. Læs den!