Spørgsmålet om, hvornår og hvordan kristendommen blev indført i Danmark, har været diskuteret i mere end tusind år. Den første, der ytrede sig, var Wikukind, som i 967 fortalte en historie om Poppos mirakel og Haralds dåb. Siden har emnet været diskuteret ivrigt blandt både gejstlige og verdslige lærde folk. Det er forholdsvis nyt, at også arkæologer deltager i diskussionen. Bogen består af syv kapitler med titlerne: 1. Den førkristne religiøsitet. – 2. Kristne elementer i den hedenske tid. – 3. Danmark bliver en kristen nation. – 4. Kirkebyggeriet. - 5. Hvad betød religionsskiftet? – 6. De sidste hedningen. – 7. Konklusion. Gennem det meste af oldtiden var danskernes religiøsitet knyttet til vådområderne. Her finder man alle offergaverne; også de første, personificerede guder. De er af træ og dateret til ca. 700 f.v.t. Det er mandlige og kvindelige frugtbarhedsguder med kønsorganerne tydeligt markeret. På guldhornene, som er lavet i Slesvig ca. 400 e.Kr., ser vi en ellers ukendt religion. De nordiske guder, som vi kender dem fra sagaer og andre, skriftlige kilder i 1200-tallet, opstod først på senromersk grundlag i 400-tallet. I folkevandringstidens smeltedigel smutter der samtidig enkelte kristne elementer og bibelhistorier med nordpå, f.eks. Danielmyten. I løbet af de næste århundreder sker der i Norden en langsom indsivning af kristne elementer. Vi må regne med enkelte kristne nordboer allerede i 700-tallet. Fra midten af 800-tallet kan vi dokumentere små og store kristne menigheder, ikke mindst i Hedeby og Ribe. I Ribe er dokumenteret en kristen gravplads og gudsdyrkelse siden 850-erne. Antallet af kristne stiger derefter støt, og f.eks. i Sebbersund og Ribelund har vi kristne gravpladser fra ca. år 900. I hele vikingetiden lever hedninge og kristne i fordragelighed side om side. Harald Blåtand lader sig døbe i 962/4 og gør samtidig kristendommen til statsreligion. Det er et afgørende skel, som fejres med den store runesten i Jelling. Med rette er den blevet kaldt for Danmarks dåbsattest. Harald praler af, at han samtidig med sin egen dåb gjorde danerne kristne. Det modsiger fundene. I 971, eller små ti år senere, blev et medlem af den kongelige familie højsat på hedensk vis i Mammen. På Harald Blåtands egen ringborg, Fyrkat, som blev bygget i 980/81, finder vi en lille hedensk gravplads. På en runesten fra Sdr. Kirkeby på Falster, rejst i 1000-tallet, kan vi som afslutning læse denne besværgelse: ”Thor vie disse runer”. Bornholm bliver først kristnet af biskop Egin i år 1072 og på øen anvendes hedenske og kristne gravpladser gennem både 900- og 1000-tallet. Ved Høje Stene på Avernakø er en hedensk skeletgrav Kulstof 14-datet til ca. 1100 e.Kr. Vi må regne med, at de vendiske bosættelser i Syddanmark har været hedenske Svantevit-dyrkere til omkring år 1200. I de første ca. 200 år (ca. 850-1050) blev der kun bygget trækirker, og der er kun bevaret få spor efter ca. 30 kirker. Stenkirkebyggeriet sætter for alvor ind i midten af 1000-tallet, og i de næste 200 år bygges langt hovedparten af vore kirker, bl.a. 1800 landsbykirker. De er middelaldermenneskenes faste holdepunkt i tilværelsen. En tidstypisk landsbykirke og dens brug beskrives. I afsnittet om religionsskiftes betydning giver forfatteren ordet til Hal Koch, som i sin kirkehistorie fra 1939 argumenterer for, at religionsskiftet ikke alene betød ændrede religiøse ritualer, men også betød en ændring i det indre af menneskene selv. På den baggrund konkluderes: Den stærkeste magt i verden er magten over menneskers sind. Religionsskiftet fik enorm betydning ikke alene for vores opfattelse af det religiøse, men også for hvordan vi tænker, hvordan vi indretter os med hinanden og hvordan hele samfundet indrettes. Kristendommens indførelse i Danmark var en langvarig kulturproces, som strakte sig over næsten et halvt årtusind. Kun langsomt, - men sikkert - vandt kristendommen frem. Det er først det elektriske lys, som omkring år 1900 e.Kr. driver de sidste nisser og trolde af landet.