Carl Schmitt (1888-1985) er mest kendt for sine teser om det politiske som et ven-fjende-forhold og om suveræn autoritet eller ”decisionisme”, samt for sin kritik af vestlig liberalisme og vestligt demokrati – alt sammen teser, der er blevet til i de kaotiske år under Weimarrepublikken, og som nødvendigvis må forstås på denne baggrund. Mindre opmærksomhed har der været om hans senere arbejder, der klart adskiller sig fra Weimartidens, og som fokuserer på international ret og global geopolitik.  

En særlig plads blandt disse arbejder indtager Land og hav, skrevet under Anden Verdenskrig som en fortælling til datteren Anima, da Schmitt levede isoleret og marginaliseret i det krigshærgede Berlin. Bogen er blevet kaldt hans ”måske mest betydningsfulde og bestemt smukkeste” og præsenterer sig som en brillant, holistisk fortolkning af menneskehedens historie som historien om de rum, den har eksisteret i.  

I centrum står den fundamentale modsætning mellem ”elementerne” land og hav. I hurtige rids skitseres århundreders verdenshistorie med ”rummet” som den røde og næsten hemmelighedsfulde tråd, der binder de mest forskelligartede fænomener sammen: Politiske institutioner, krigskunst, videnskabelige gennembrud, tekniske opfindelser, retsopfattelser, kunstarter, mentalitetsformer. Af disse to elementers rum er Jordens nomos eller grundordning opstået og med den klodens to basale civilisationer – landets og havets.  

Schmitts geopolitiske teorier om en multipolær verdensorden bestående af ”storrum” har i de senere år tiltrukket sig stadig større international opmærksomhed, og i et Efterord gives der et indblik i deres tilblivelse og nutidige relevans, set i et internationalt politisk perspektiv.