Medlemskabspriser

Lystede vi mistede af Jill Santopolo. Da jeg havde læst den er bog, sad jeg helt opløst i tårer. Jeg kunne ikke finde ud hvad det var der egentligt ramte mig. Nu sidder jeg her og jeg har lyst til at skrive den bedste anmeldelse nogensinde, fordi jeg virkelig gerne vil sprede ordet om den her bog som jeg mener er noget helt særligt og jeg vil gerne give folk det indtryk af bogen. Dét er svært, fordi der er så meget at sige, men jeg vil ikke afsløre for meget. Lyset vi mistede handler om Lucy og Gabe, som begge i 2001 er studerende. Den 11. september 2001 møder de hinanden for første gang, de er der for hinanden da World Trade Center angribes og hele USA er i sorg. De opnår allerede fra første dag et stærkt og enestående bånd, de lever sammen indtil den dag, hvor deres drømme skiller dem af. Gabe vil ud og gøre en forskel i verdenen og Lucy vil blive i New York for at arbejde på sit tv program. De går, hver sin vej og i løbet af de kommende mange år, holder de kontakten ved lige. Spørgsmålet er bare hvad fremtiden ender med at bringe. I den sidste times tid, har jeg siddet og reflekteret over slutningen, til at starte med kunne jeg ikke forliges med den, men jo mere jeg tænker over det desto mere er jeg okay med den. Jeg er kommet frem til, at slutningen faktisk ikke er det vigtige i den her bog, ikke i forhold til hvad den har givet mig. Den beskriver nemlig SÅ smukt hvordan man skal gribe livet og leve i nuet. Man skal ikke lade sig nøjes! Man skal være glad for det man laver og dem man omgås. Skrivemåden ramte et eller andet dybt i mit hjerte, og den blæste mig fuldstændig bagover. Jeg var ikke forberedt på hvad den måde at skrive på, kunne gøre ved mig. Jeg har lyst til at læse den her bog igen og igen og igen, bare alene for at opleve det igen. Nogle elsker den måde og andre hader den nok. For mig er den særlig, virkelig helt speciel. Den her bog er speciel, det er en af de bøger som jeg gemmer i den del af mit hjerte hvor de helt særlige bøger er gemt.

Det er svært at forklare netop hvad der gør Jill Santopolos "Lyset vi mistede" til en fantastisk roman, for det er den. Det er svært at forklare uden at spoile handlingen. Den måde, forfatteren har bygget fortællingen op. Den måde personerne er beskrevet. Den måde, at fortællingens pointe rammer hårdt og uden varsel. Den måde, tårerne flyder ned over kinderne af sig selv. Det er umuligt at beskrive på den måde, bogen fortjener det. Jeg kan kun sige - læs den.