Medlemskabspriser

"Sorg var ikke nogen lige linje, som tog dig længere og længere væk fra tabet. Man vidste aldrig, hvornår man som en sten i en slangebøsse ville blive kylet direkte tilbage i dens gab." Aldrig har jeg haft så svært ved at sætte ord på en bog som i dette tilfælde. Brit Bennetts bog "mødrene" sparkede i dén grad døren ind hos mig og alligevel er det så vanskeligt for mig at sætte ord på, hvad det lige præcis er den kan, der gør, at den rammer så suverænt - udover at den har en helt exceptionel evne til at bestyrke mig i, hvorfor dælen det nu er, at jeg læser bøger i det omfang, jeg gør. Da "Mødrene" er Brit Bennetts debutroman, kendte jeg, af gode grunde, ikke forfatteren og dennes skrivestil, inden jeg gav mig i kast med bogen. Det gør jeg nu! Og jeg vil, uden det mindste spor af tvivl, holde nøje øje med, hvad der måtte komme fremover fra hendes hånd. "Måske havde hun aldrig rigtig kendt sin mor. Og hvis du ikke kendte den person, hvis krop var dit første hjem, hvem kunne du så nogensinde komme til at kende?" Fortællingen tager os med til Oceanside, Californien, hvor vi bliver præsenteret for et lille og religiøst samfund. Titlen, "mødrene", refererer til en lille flok aldrende kvinder, der har trukket sig fra samfundet af forskellige årsager og som nu nærmest udelukkende lever deres liv i den lokale kirke, hvor de observerer de andre borgere i Oceanside. Især holder de nøje øje med den unge pige, Nadia, der for ganske nyligt har mistet sin mor på tragisk vis og som i kølvandet på sorgen over tabet, indleder en affære med den 4 år ældre præstesøn, Luke. Affæren afsluttes brat og konsekvenserne deraf følger Nadia og Luke videre ind i deres voksne liv. "Nogle gange tænkte hun på, om hun kun elskede ham i kulden, midt om vinteren, når alting var dødt." Fortællingen er dejlig uhøjtidelig og overraskende uforstillet uden, at det på noget tidspunkt bliver jævnt eller det mindste kedeligt. Vi følger forskellige personer på skift og bliver præsenteret for tilbageblik og spring i tid på en ganske uformel måde. Udover mit behov for at fremhæve kvaliteten af fortællingen, ligger det mig meget på sinde at få viderebragt min oplevelse af sproget i bogen. Åhh, hvilket sprog! Jeg blev SÅ glad af sproget undervejs i læseoplevelsen - det var en nærmest poetisk oplevelse. Jeg tænkte flere gange undervejs, at Brit Bennett med stor sandsynlighed ville kunne skrive en indkøbsseddel, der gjorde mig glad. "En form for lykke, som før kunne have virket ordinær, men som i det øjeblik havde føltes skrøbelig, som om den ville kunne glide af hendes skuldre og gå i stykker, hvis hun rejste sig for hurtigt op …" Jeg kunne rigtig godt lide måden, hvorpå historien blev fortalt. At al observation lå hos en flok kvinder, der som sådan egentlig ikke havde en væsentlig rolle i fortællingen. Det var en, for mig, velfungerende måde at få fortalt historien på. Hvis du kun skal læse én bog i denne sidste del af 2017 - så læs "mødrene"! Om ikke for andet, så for at få foræret en historie pakket ind i et dejligt nærmest lyrisk sprog! Fuldt fortjent og som tak for en dejlig oplevelse - 5 ud af 5 stjerner til "mødrene" fra mig.