Medlemskabspriser

Neil Gaiman er en mester i at skabe en mystisk, skræmmende og fortryllende fortælling. Hans historier er gennemførte og nervepirrende. Oceanet hvor grusvejen endte er en mystisk fortælling om en dreng, der møder en pige og hendes anderledes familie. Som så mange andre Gaiman bøger, venter det onde om hvert et hjørne, og verden er ikke som den ser ud. Det er historien om en dreng, der oplever noget i barndommen, der er alt for svært at forstå, og som er med til at forme ham som person. For hvad var det der skete dengang for mange år siden i hans barndom ? En eftertænktsom bog, der på det fineste giver en noget at tænke over - perfekt for alle der holder af Neil Gaiman.

Neil Gaiman har en særlig evne til at skabe verdener når han skriver. Jeg bliver altid suget helt ind i bogen i historien og det gjorde jeg også i Oceanet hvor grusvejen endte. Jeg kan godt lide den lidt særprægede titel, der allerede inden jeg åbnede bogen fortalte mig lidt om hvad jeg nu skulle læse. Andre har beskrevet plottet, så det vil jeg ikke gøre. Det er også svært at sige for meget om den, uden at røbe det hele. Men den er skrevet med en stor mængde fantasi og fantastiske elementer uden at historien bliver utroværdig. Denne bog er lidt anderledes end mange af hans andre bøger. Der er lidt mere alvor i. Den er lidt mere bittersød og handler i høj grad om valg og konsekvenser. Men den handler også om at der hele tiden sker ting, vi ikke kan styre. Om alt det, der ligger uden for vores kontrol og som vi bare må acceptere. Jeg kunne rigtig godt lide bogen, og det var som om den lå og lurede lidt under overfladen efter jeg havde læst den. Neil Gaiman kan sit håndværk. Er du fan, så læs den. Er du ikke fan, så giv den en chance. Den er som sagt anderledes end meget andet han har skrevet.

Et nervepirrende og fantasifuldt eventyr, som fik mig til at skære ansigter af ren spænding i toget. Jeg har tidligere læst “Coraline” af Neil Gaiman, samt set filmatiseringen af bogen, så jeg kendte lidt til Gaimans mærkværdige univers. Hans måde at skabe det velkendte til det uhyggelige og utænkelige. Da jeg startede på “Oceanet hvor grusvejen endte”, tænkte jeg at dette var en sød historie om hvordan en gammel senil mand besøgte sin hjemby efter en begravelse. Historien er bare så meget mere! Jeg vil ikke afsløre for meget af bogens handling, men blot nævne nogle områder bogen kommer ind på: familie, ondskab, kærlighed, magi, alternative universer, kryb, England, hjemve, tro, selvmord, penge og varm mælk. Hvordan alle disse elementer spiller sammen og skaber en historie som jeg aldrig har oplevet før, det må du selv undersøge ved at læse bogen! Uh og bogen bliver forresten filmatiseret af Joe Wright (instruktør af bl.a. “Pride and Prejudice”, “Atonement” og “Anna Karenina” - hmm mon ikke Keira Knightly skal spille med i “Oceanet”?) i den nærmeste fremtid. Jeg skal i hvert fald opleve bogen på det store lærred, og er allerede spændt på hvem de caster til de diverse karakterer.

”Oceanet hvor grusvejen endte” er skrevet af Neil Gaiman. Han er blandt andet kendt for romaner som ”The Graveyard Book”, ”Stardust” og den fornyligt udgivede ”Hansel and Gretel”. Hvor skal jeg starte? Neil Gaiman er i mine øjne en helt særlig forfatter. Han har fornyet litteraturen og har skabt litterære værker, som kan læses og nydes af både børn, unge og voksne. Han formår at fortælle historier, som er i øjenhøjde til alle aldre, men samtidig gemmer der sig en dyb symbolik og spændende karakterbeskrivelser. Man får aldrig det hele med, hvilket egentlig er godt, for så har fantasien frit spil og lov til at drømme sig videre i Neil Gaimans fantastiske og magiske univers. Jeg købte denne roman, da jeg rejste rundt i England for et år siden i sommeren 2014. Jeg gik på opdagelse i forskellige genbrugsforretninger, som var spækket med bøger og pludselig så jeg coveret, og allerede dér vidste jeg, at jeg blev nødt til at eje denne bog. At vokse op er en stormfuld og hæsblæsende rejse indeni dig selv. Det er en hvirvelvind – et ocean, som er så stort, at du ikke har kontrol over det. Dette er ikke en børnebog, men en beskrivelse af barndommen, både på godt og ondt. Det er historien om en voksen mand, som rejser tilbage til sit barndomshjem og åbner op for minderne – han lader sig selv huske alt det, som han troede han havde glemt. Det er en skør og kompleks blanding af fantasy og realisme, og utrolig velskrevet. Jeg havde aldrig i mit liv læst en bog som denne, så den forbliver unik og en læseoplevelse, som jeg altid vil huske. Efter at jeg havde læst romanen færdig, så hjemsøgte den mig. Jeg læste den i løbet af tre dage og når jeg ikke var vågen, så drømte jeg om den. Alt ved denne historie tryllebandt og skræmte mig på samme tid. Neil Gaiman har evnen til at beskrive barndommen fra de bedste og værste sider. Fortællingen er ærlig og skræmmende, og fanger essensen af at vokse op og ikke føle sig så tryg, som andre børn gjorde. Denne bog får dig til at føle dig levende, samtidig med at den tvinger dig til at se de mørke sider i dig selv – det som du troede, at du havde glemt - men minderne genkaldes lige så stille i løbet af at plottet skrider frem. Efter at have færdiggjort romanen, følte jeg mig lettet og med en sørgelig fornemmelse i kroppen. Jeg havde fornemmelsen af, at Neil Gaiman havde haft et indblik i mine tanker, set hele min barndom i en lang tråd af minder og dernæst skrevet en bog om det. Jeg følte mig trist ved at give slip på de skrevne ord, som fløj hen over papiret, men også glad og nostalgisk. Bogens essens er at kigge tilbage og finde frem til de minder, som du gemmer i de inderste afkroge af dit sind og samtidig de minder, som gør ondt. Fantastisk bog!

Forfatter Neil Gaiman mestrer det at skrive historier om børn (af og til for børn) der er så uhyggelige at selv voksne bliver bange. Hvis du spørger mig er Oceanet Hvor Grusvejen Endte en af dem. Bogen handler om den nu 40 årige mand der vender tilbage til hans barndomsby for at deltage i en begravelse. Efter begravelsen kører han målløst ud i området hvor han ender ved huset for enden af grusvejen hvor familien Hempstock boede. Her mindes han hans barndom og de magiske ting der foregik omkring det hus. For da han var 7 år blev han blandet ind i et magisk, men uhyggeligt eventyr. Der er store dele af denne bog som kan skræmme både børn og voksne. Jeg var hurtigt revet med af eventyret og ønskede ikke at stoppe med at læse. Jeg vil sige det er 4,5 stjerner! Vil nemt gå ind hos folk der elsker mysterium/fantasy genren.

Oceanet hvor grusvejen endte er en gribende fortælling, som kun Neil Gaiman kan skrive den. Hovedpersonen er en 7-årig dreng, der ser verden som et barn ser verden. Det er en verden fyldt med magi, spænding og uforklarlige begivenheder og overraskelser. Neil Gaiman fortæller levende og har mange gange tidligere bevist, at han har fantasien i orden. Som i Coraline er hovedpersonen en enspænder, der ikke forstås af de voksne, og som bliver kastet ud i en verden af uforklarlig og klaustrofobisk forundring og spænding. Handligen vil jeg ikke komme for meget ind på, da for meget viden vil ødelægge fortællingens forundring. Oceanet hvor grusvejen endte er en bog, som kan læses af både voksne og større børn (de mindste er den helt klart for uhyggelig til). Den er spændende hele vejen igennem og den er hurtigt læst. Måske den kunne have været lidt længere, men ikke desto mindre er det en gennemført god bog om barndom og grusom magi.