"Når freden kommer, vil jeg – om Gud vil – vende tilbage og fortælle alt."

Sådan skrev den danske nødhjælpsarbejder Karen Marie Petersen i sin dagbog under folkedrabet på armenierne i 1915. Sammen med en lille gruppe danske og norske kvinder opholdt hun sig i det smuldrende Osmannerrige, mens ungtyrkerne brutalt kæmpede sig til magten og systematisk gjorde tog livet af den armenske befolkning.

Fælles for kvinderne var en enorm virketrang, som der ofte ikke var plads til i de mandsdominerede hjælpeorganisationer, der havde udsendt dem fra Danmark. Ude i verden blandt fattige og forfulgte kunne de få lov at arbejde, som de havde talent til – som ledere af børnehjem, skoler og hospitaler blandt armenerne. Da folkedrabet blev sat i værk og myrderierne tog til, blev de på deres post og hjalp, så godt de kunne. Gennem de danske kvinders dagbøger findes derfor helt unikke øjenvidneberetninger fra det første systematiske folkedrab i moderne tid. Deres heltemodige indsats er sjældent set overgået i dansk historie – alligevel er kendskabet til deres kamp forbløffende lille i Danmark.

Det rådes der bod på med Matthias Bjørnlunds gribende og detaljerede beretning. Gennem dagbøger og breve fortæller han kvindernes historie og kaster lys over en tid, der forener kvindekamp, nødhjælpsarbejde og den brutale opdeling af det moderne Europakort.     

Matthias Bjørnlund (f. 1967) er historiker. Han har gennem mange år beskæftiget sig indgående med Tyrkiets historie og det armenske folkedrab, bl.a. i det priste storværk ”Det armenske folkedrab – fra begyndelsen til enden” (2013).