Medlemskabspriser

Selvom Edward St Aubyn af flere anmeldere er udråbt til sin generations største britiske forfatter – det fandt jeg senere ud af! – havde jeg hverken hørt om ham eller hans meget roste romanserie om Patrick Melrose, før Gads forlag udgav de tre første romaner i en samlet udgave. De sidste to romaner udkommer ifølge forlaget engang i efteråret. Og jeg indrømmer gerne, at jeg knap var begyndt på den første roman, Glem det, før jeg var fanget, for St. Aubyn formår at skifte fortællevinkler, som den nulevende Tom Kristensen skifter gear; let og ubesværet glider han fra person til person og kan dermed opbygge en spænding i en og samme situation, der giver reminiscenser til filmens brug af flerperspektiv. En unik fortællestil, som jeg ikke var stødt på før. Og at romanen udspinder sig omkring en fars voldtægt af sin femårige søn, Patrick Melrose, gør ikke indtrykket mindre eftertrykkeligt. Dårligt nyt fik mig igen til at tænke på film og især på den engelske klassiker Trainspotting, for her følger vi den nu tyveårige og heroinafhængige Patrick Melrose, mens hans svæver gennem et døgn i New York på jagt efter sin fars aske. En flere steder noget langtrukken skildring, så jeg skyndte mig videre til den tredje og sidste roman i denne udgivelse, En smule håb. Havde jeg læst En smule håb uafhængigt af de andre bøger i serien, ville jeg have fortrudt at have brugt min tid på at læse den, for man sidder som læser noget uforløst tilbage efter sidste side. Så jeg ved det ikke og finder først ud af det, når de to sidste romaner udkommer. Til gengæld ved jeg, at jeg helt sikkert vil læse dem, om ikke andet så for at få stillet nysgerrigheden om, hvordan det ’ender’ med Patrick Melrose.

Patrick Melrose-bøgerne er skrevet af Andrew St. Aubyn og bygger på hans eget liv og hans oplevelser med en ondskabsfuld far, der misbrugte ham og mishandlede hans mor. Men samtidig er bogen også et samfundskritisk portræt og udstilling af den engelske overklasse. Der er tre bøger samlet i denne bog og hver bog foregår over ca. et døgn. I "Glem det" møder vi den helt unge Patrick, hans far og mor og nogle af deres venner til et middagsselskab på familiens gods i Frankrig. Hurtigt fornemmer man hvor forfærdeligt der er i hjemmet. Den ondskabsfulde far, der føler sig berettiget i sit misbrug af alle. Den ulykkelige mor, der er blevet alkoholiker for at kunne klare livet. Patrick, den lille dreng som ingen forstår og som bare gerne vil ses og elskes af sine forældre. Og så alle de andre. Dem, der ved hvad der foregår uden at gøre noget, så man efterlades med en dårlig smag i munden. For selv farens venner ved hvad der foregår og alligevel beundrer de farens perfide ondskab og søger hans accept. I "Dårligt nyt" møder vi Patrick, der er blevet en ung mand. Han har overlevet sin barndom, men ikke uden at blive voldsomt påvirket af det. Vi møder ham i New York hvor han skal hente sin fars aske mens han ihærdigt forsøger at holde sine dæmoner og sit eget selskab på afstand med en lang række stoffer. I "En smule håb" er vi til middagsselskab hos overklassen. Her er Patrick blevet clean og har brugt så meget af sin arv, at han bliver nødt til at finde en uddannelse og et arbejde. Her får vi i sandhed udstillet præcis hvad forfatteren mener om overklassen og dens persongalleri. Jeg ventede lidt på den håbefulde slutning, der desværre ikke havde så meget på sig. Sproget er okay, men det er også som om der er lidt med oversættelsen eller redigeringen en gang imellem, for der er fejl. Men selvom jeg har stor sympati for forfatteren og det han ønsker at fortælle og vise os, så synes jeg også at de to sidste bøger var lidt langtrukne. Den første bog var den jeg bedst kunne lide, men fordi der bliver skiftet så hurtigt synsvinkel så var den til tider lidt forvirrende at læse. Bøgerne ligger udenfor det jeg normalt ville læse og jeg kan ikke helt genkende alt den ros de har fået for at være morsomme. Men måske er jeg bare ikke i den rigtige målgruppe.

Den anmelderroste Patrick Melrose serie er et ubehageligt portræt af den britiske adel, der fremstilles som en ondskabsfuld, falsk, grådig og snobbet samfundsgruppe. I den første roman "Glem det" får vi et indblik i den 5 årige Patricks ensomme liv med en kuet og alkoholiseret mor og en ondskabsfuld og afstumpet far, der misbruger Patrick seksuelt. I "Dårlig nyt" er Patrick 22 år og narkoman. Historien handler hovedsagligt om Patricks evige jagt på det næste fix, og hans had til sin nu afdøde far. I den foreløbige sidste roman "En smule håb" er Patrick blevet clean og begynder at bearbejde sit had til sin far. Handlingen udspiller sig primært omkring en større fest, der igen giver os et indblik i, hvor overfladiske og falske de forskellige karakterer er. Vi skal forholde os til en del personskildringer, og det kan til tider være svært at skelne de forskellige personer fra hinanden. På bogens omslag bliver de tre romaner rost til skyerne af forskellige anerkendte medier, men jeg har svært ved at finde begejstringen frem. Edward St Aubyn blev som barn misbrugt af sin far og var i flere år narkoman. Historien om Patrick er altså et billede af St Aubyns eget liv - og det forklarer en del. For de tre romaner er præget af ondskabsfuldhed og bitterhed i en sådan grad, at det må fylde en del i forfatteren. Jeg måtte kæmpe mig igennem samtlige tre romaner og finder dem på ingen måde underholdende eller morsomme, som ellers er et af de ord, der bruges til at beskrive roman-serien. Særligt "Glem det" var direkte ubehagelig læsning. I en verden, hvor der findes et utal af gode bøger, så vil jeg klart anbefale, at du finder noget mere opløftende eller underholdende at læse.

Tv-serier som 70er-hittet ’Herskab og tjenestefolk’ og den nutidige ’Downton Abbey’ har vist os, hvordan overklassens moralske habitus krakelerer, når du kradser lidt i overfladen. Edward St Aubyn kradser i sine Patrick Melrose-roman i overfladen med en skarpest Stanley-kniv i skuffen. Det er rystende, rørende, tankevækkende og stærkt humoristisk. Jeg frygtede en ”ryste tekop”-romanserie, da jeg første gang åbnede for den knap 500 sider store samling af de tre første roman om Patrick Melrose. Det, der har udfoldet sig for mig de sidste par uger, er en litterær tour de force ind i overklassens inderste kammer. Et velskrevet kammerspil, der i passager minder om en blanding af Karl Ove Knausgaard, Hunter S. Thompson og Harold Pinter. Forfatteren Edward St Aubyn begyndte sine romaner om Patrick Melrose i 1992 og serien tæller i dag fem bøger. De første tre romaner er samlet i denne udgivelse. Romanfiguren er løseligt bygget på Edward St Aubyn og hver enkelt roman beskriver ganske få dage i hans liv med udgangspunkt i en begivenhed eller sammenkomst. Med hjælp af disse nedslag får forfatteren tegnet nogle rammende beskrivelser af romanens figurer samtidig med, at den er coming of age-fortælling om Patrick selv. Første bind, ’Glem det’, foregår ved et middagsselskab i Frankrig. Her møder vi den dominerende og sadistiske far David Melrose og hans nervevraget af en mor, Eleanor Melrose. Den konfliktsky femårige dreng bliver i denne fortælling, misbrugt af den gennemført usympatiske far. En scene, der gennem Patricks tankerække under akten, står skræmmende tilbage, efter du har læst den. I andet bind, ’Dårligt nyt’, tager Patrick skridtet fra mishandling til misbrug: vi følger ham i en narkorus i et døgn, da han som 20-årig tager til New York for at hente faderens aske. Det bliver en narko-tour de force i New York hårde stofmiljø. Beskrivelsen af, hvordan Patrick stikker sig med en brugt sprøjte, står levende for dig, når du læser den. Et kapitel er udelukkende en dialog mellem personer, der befinder sig inde i Patricks hoved. Det minder på mange punkter om Hunter S. Thompsons legendariske gonzo-roman Fear and Loathing in Las Vegas. Men i Edward St Aubyns ”udgave” mærker vi kraftigt Patricks smerte og søgen efter identitet gennem dialogen. I tredje bind, ’En smule håb’, er Patrick tilbage i England. Han er stoffri, men kæmper hårdt for ikke at komme til at ligne sin far. Den person, han hader mest og som det hele tiden falder tilbage på. Dette bind er seriens foreløbig mest humoristiske, hvor prinsesse Margaret bliver spiddet for sin nedladende holdning over for middelklassen, da en fransk ambassadør ved et uheld kommer til at spilde sovs på hendes kjole. Patrick Melrose-romanerne er en kraftpræstation af Edward St Aubyn – et personligt dokument, der viser, at hvor meget, du end prøver, kan du ikke løbe din fortid. Samt et opgør med overklassen, der lever på fortiden og ikke kan se nutiden i øjnene. Jeg ser frem til de sidste to bind i serien.

Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke er kræsen. Jeg elsker at læse bøger, og jeg gør det i stor (og relativt blandet) stil. Patrick Melrose-romanerne er mindre romaner opdelt i fem. I denne bog får man de første tre. Bøgerne følger karakteren Patrick Melrose i tre stadier: Mishandlet barn, misbruger og afvænnet. Af de tre "stadier"/bøger, er det for mig klart den første del, der har mest indhold. Patrick er blot fem år, og har med en ekstravagant og til tider sadistisk far, samt en alkoholiseret og dybest set traumatiseret mor, en meget svær opvækst. Første del er gennemsyret af skarp sarkasme omkring det britiske adelsliv, men så heller ikke meget mere end det. Det største lyspunkt i første del af paradoksalt nok også den styggeste scene, hvor Patrick i ekstraordinær stor grad bliver misbrugt af sin far - en scene som bestemt er skræmmende, men aldrig helt når at forplante sig. Herfra bevæger historien sig over til en ung og stadig traumatiseret Patrick på 20 år, som skal til New York for at afhente sin afdøde fars aske. Denne bog skildrer primært hans misbrug, hvor han i bund og grund svinger mellem liv og død. Slutteligt følger vi en afvænnet Patrick, der prøver at lægge fortiden bag sig, for at kunne se fremad i sit liv. Patrick Melrose-romanerne var et interessant indspark, til de bøger jeg normalt læser, og jeg må indrømme, at efter jeg langt om længe kæmpede mig igennem skriverierne, må jeg erkende, at det ganske enkelt ikke siger mig noget som helst. Sjældent har 450+ sider følt så langsommelige, og det var virkelig en kamp at færdiggøre bogen. Grunden til dette er primært det til tider dårligt opstillede sprog, sætninger der bringer minderne tilbage til alliterationerne der skulle studeres i gymnasiet, samt et indhold med meget lidt substans. Jeg nåede aldrig virkelig at fatte sympati for nogle af karaktererne, og flere af dem var for mig ubrugelige statister. For mig er dette en forbigående historie, som jeg med rimelig sandsynlighed har glemt igen meget snart.

I Glem det møder vi for første gang Patrick Melrose, som er en dreng på 5 år. Vi oplever hvordan han higer efter tryghed og en kærlig forælder. Det er imidlertid ikke noget han bliver mødt med på familiens landsted i Frankrig. Hans far, David, synes besat af tanken om at være den magtfulde, for hvem alle bør lade sig underkaste –inklusiv hans egen kone og søn. Hans stræben efter ubetinget magt får sadistiske træk meget tidligt i fortællingen. Patricks mor, Eleanor, er afhængig af diverse receptpligtige medikamenter og alkohol, hun er aldrig helt til stede, og selvom hun ønsker at give sin kærlighed og trøst til Patrick, virker hun både skræmt og fremmed ved tanken om at være mor. I Dårligt nyt får Patrick besked om, at hans far er død. Man følger ham derfor på rejsen fra England til New York, for at hente hans afdøde fars aske. Patrick er nu blevet 22 år og som resultat af hans ulykkelige barndom, hvor han både er blevet forsømt og mishandlet, er han blevet narkoman. Der er ikke grænser for, hvilke stoffer Patrick er afhængig af og læseren bliver draget ind i en verden af løgne, hurtige fix og tilfældig sex. Patrick har både en kæreste og en elskerinde, men det virker ikke som om han er i stand til at elske nogen, de fleste mennesker irriterer ham og de få ”venskaber” han har er i virkeligheden et udtryk for afhængighed –han er afhængig af at købe deres stoffer og de er afhængige af hans penge. I En smule håb er vi tilbage i England. Patrick er fyldt 30 år og har omsider lagt stofferne fra sig. Han kæmper stadig med sin depressive tilstand og det svigt forældrene har udsat ham for. Vi følger den engelske overklasse, som gør sig klar til aftenens fest og vi er med, når de deltager i den. Persongalleriet er en hel del større end i de to forrige romaner. Mit samlede indtryk: Det var ikke en bog, der fangede mig ved første færd, men da jeg nåede hen omkring s. 30, oplevede jeg at bogens sider hurtigt forsvandt. De forsvandt så hurtigt, at jeg i løbet af 6 dage havde læst hele bogen. Og sikke en sindsoprivende læsning! Beskrivelser af steder, rum, mennesker og følelser er så detaljerede, at læseren får en oplevelse af selv at være til stede. Samtidig har man slet ikke lyst til at være en del af setuppet, fordi det er så fyldt med afstumpede mennesker, som ikke ejer snerten af moral eller empati. Det er virkelig grotesk læsning. Af samme grund havde jeg en ambivalent følelse under læsningen, på den ene side havde jeg brug for pauser, fordi det var så hård og frygtelig læsning, men samtidig var jeg slet ikke i stand til at slippe den, fordi historien i løbet af ingen tid blev den verden jeg levede i. Den er på én gang grov, vulgær og vittig.

Trebindsværket Glem det, Dårligt nyt og En smule håb er en selvbiografisk roman af Edward St Aubyn. Det er et skræmmende indblik i en kærlighedsløs, kold og ekstremt overfladisk verden, hvor vi får et indblik i hovedpersonen Patrick Melrose's ensomme og kummerlige liv i det britiske aristokrati. I første bind møder vi 5-årige Patrick på den dag, hvor hans far udsætter sin lille dreng for det første af mange seksuelle overgreb. Vi præsenteres for en lille dreng, der er ensom i en verden fyldt med overfladiske og forkvaklede mennesker, der kun har øje for sig selv. I andet bind, hvor Patrick er blevet voksen, møder vi ham den dag, hvor han rejser til New York for at hente sin afdøde fars aske. Han er langt ude på alverdens stoffer og levet et kummerligt liv konstant på grænsen mellem liv og død. Dybt plaget, ensom og forvirret forsøger han at finde en mening med galskaben. I tredje bind er Patrick atter clean. Han er på vej til et større selskab, hvor han møder en del mennesker fra sin fortid. Gamle bekendskaber bliver genopfrisket, der kommer sandheder på bordet og han forsøger at komme overens med sin fortid. Man aner så småt et håb, men hvilket? Patrick Melrose's historie er hjertegribende, barsk og rystende. Den giver et indblik i en kold, følelsesløs og ekstrem overfladisk verden, man ikke ønsker noget barn vokser op i. Jeg blev meget grebet af romanerne og fik dem ret hurtigt læst. Glæder mig til, at de sidste to bind i serien udkommer i efteråret 2015.

En verden helt for sig selv åbner sig i denne bog hvor den engelske overklasse beskrives gennem generationers ondskab og forkrøblede liv. man er til tider i tvivl om bogen er fuldstændig biografisk eller om der er digtet lidt her og der. Men romanen rammer en dybt og man skiftevis hulker af grin og forfærdes over generationers ondskab og magt. Bogen bliver hurtigt umulig at ligge fra sig og man tryllebindes af fortællingerne og den helt fantastiske måde Edward St Aubyn får trukket læseren ind i bogen. Bogen står tilbage som et varigt indtryk af litteratur som bare kan det ekstra som få formår.

Om forfatteren: Edward St Aubyn, f. 1960, voksede op på slægtens herregård i Cornwall. Uddannet ved Oxford Universitet og har skrevet 7 romaner. Kort resumé fra bagsiden: Med sine selvbiografiske romaner om Patrick Melrose åbner Edward St Aubyn et vindue til en verden gennemsyret af dekadence, amoral, grådighed, snobberi og ondskab: det britiske aristokrati… Glem det udspiller sig over en enkelt dag og aften på familiens landsted i Sydfrankrig, hvor den sadistiske David Melrose hersker over sin 5-årige søn og hans ulykkelige, amerikanske mor, Eleanor. Introduktionen af hovedpersonen som 5-årig, hvor han bliver mishandlet af sin far og ignoreret af sin underdanige alkoholiske mor fungerer godt. Man føler for lille Patrick og væmmes ved faderens lavadelige britiske snobberi - som dog ikke er uden humor. Her er faderen ved at fundere over børneopdragelse: ”Børn var svage, uopdragne miniaturevoksne, der så ofte som muligt skulle anspores til at overvinde deres svaghed og uvidenhed. På samme måde som kong chaka, den store zulukriger, der fik sine krigere til at trampe tornebuske ned i jorden for at hærde fødderne - en træning, nogle af dem måske i situationen havde en vis uvilje imod - var han fast besluttet på at give sin søn hård hud på skuffelserne og udvikle hans evne til med stoisk ro at betragte begivenhedernes gang”. I Dårligt nyt tager Patrick skridtet fra mishandling til misbrug: vi følger Patrick i en kolossal narkorus i et døgn, da han som 20-årig tager til New York for at hente sin afdøde fars aske, og i den tredje roman, Lidt håb, er vi tilbage i England i selskab med en mere nøgtern og nu afvænnet Patrick, og i horisonten er der håb om, at han er ved at komme på fode … De sidste to bøger fungerer ikke for mig. Der er ingen af de mange personer jeg gider at læse om. Det er som om, at man i forsøget på at skildre en samling ”alt for fine til at gide denne verden” mennesker, aldrig kommer i mål. Som læser fatter man ganske hurtigt, at der kun hersker tomhed og kedsomlighed i denne snobbede aristokratiske britiske lavadelige verden. Derfor kan 451 sider forekomme som alt for mange sider for læseren, der et eller andet sted gerne vil ud af det - eller bare videre! Det er dog interessant læsning, hvis man er interesseret i dette sarkastiske univers med masser af franske gloser - og til tider en enkelt morsomhed. Sagt om bogen: Sjældent har litteratur været stærkere og mere rystende end i dette isnende portræt af britisk adel og velhaverliv og de grusomheder, det til tider skjuler. De to sidste bøger i Melrose-serien udkommer i ét bind i efteråret 2015.