Medlemskabspriser

Djørups novellesamling var ikke nogen stor læseoplevelse. Titlen er Poesi og andre former for trods, og derfor er det ikke overraskende, at de enkelte tekster på hver deres måde handler om en form for trods. Forudsigeligheden gør bogen træg og uinteressant at læse. Det skal dog siges, at der var enkelte noveller, der stod frem og vakte min interesse. Fx novellen Poesi om en ung debuterende digter, der er til middag med mange andre digtere og forfattere fra hele verden. Hun sidder blandt mennesker, der har lagt navn til stor poesi, og hun har svært ved at finde sig til rette i dette selskab som en ung – stadig blomstrende – digter. Det er en meget fin tekst om litteratur, om det at være ung og det at have gjort sin debut i en ny verden, som man endnu ikke helt kender spillereglerne til. Jeg var også rigtig glad for novellen Nej om en kvinde, der frygter døden, og døden er konstant til stede i hendes liv; hele tiden truer den, ser hende over skulderen og berøver hende hendes kære, men i trods får hun et barn. Hun vil ikke være bange for døden, hun vil leve, og hun vil give liv, hun vil være lykkelig, ikke ængstelig. I Nej støder man også på en fandenivoldsk tone, der går igen i mange af novellerne, hvilket er forfriskende. Tonen er skarp, den er godmodig og positivt stemt, til tider bliver den også plat – det gør den fx i novellen Der er ingen ende på Paris. Djørups karakterer har en tendens til at være flade og unuancerede – de har et modus, og så kører de i den rille, uanset hvad der hænder dem, eller hvad de gør. De virker ofte ondsindede grundet deres stædige og provokative trods, der kun har trodsen til formål, hvilket kan være fint – men det fylder meget i sådan en lille bog. Sprogligt er det tydeligt, at Djørup er lyrikker. Hendes sprog er smukt og smurt med noget lækkert, så selv den stride trods glider let ned. Hvis jeg skal anbefale bogen, skal det være for den sproglige perle, den er. På den front minder den meget om Olga Ravns roman Celestine, der også bærer stærkt præg af et meget lyrisk sprog. Sproget gør faktisk, at selv den fladeste af Djørups noveller løftes op og bliver en slags nydelse at læse – om end en lille nydelse.