Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmarks bog ”Pseudoarbejde” er en debatbog til fingerspidserne og forsøger at gøre op med den store mængde ligegyldige opgaver der bliver brugt til at fylde en arbejdsdag ud med. Det kunne for eksempel være ”Møder der ikke fører til noget”, ”Udfærdigelse af rapporter, som aldrig bliver læst” eller ”Udarbejdelse af projektplaner, som bliver glemt” osv.

Bogens forfattere kommer fra hver sin politiske fløj, men bogen er ikke et møde på midten. Det er et opgør med en gammeldags måde at tænke arbejde på og et bud på, hvad enhver kan gøre som arbejdstager, leder, og hvad vi kan gøre som samfund. For det er på tide at tænke og handle anderledes, hvis ikke vi skal blive til grin overfor både vores fremtid og vores fortid og begå århundredets største dumhed. Men det kræver et opgør med et af vor tids største tabuer: Pseudoarbejdet.

Forfatterne, bag Pseudoarbejde, mener bl.a. at ”vi simpelthen bruger teknologien forkert. Den burde befri os fra arbejdet, men er endt med at tynge os. Et eksempel: I gamle dage brugte man én dag om måneden på at vaske alt sit tøj i hånden. Så opfandt man vaskemaskinen, og nu kunne man ordne det hele på to timer. Men hvad skete der? Folk begyndte nu at vaske tøj flere gange om ugen og endte med sammenlagt at bruge mere tid på at vaske tøj end tidligere. Samme mønster ser vi på arbejdsmarkedet. Det tager i dag kun 10 sekunder at sende en besked til en kunde eller kollega, men til gengæld sender vi 50-100 mere eller mindre ligegyldige beskeder til hinanden hver eneste dag. Vi har en dybt irrationel omgang med teknologien,«.

Men der er ifølge de to forfattere andre medvirkende årsager til, at pseudoarbejdet har fået lov til at brede sig. For eksempel ideen om, at det er godt, at flere og flere får lange uddannelser. Problemet er bare, at der ikke er meningsfyldt arbejde nok til dem alle sammen. En anden forklaring er, at det er tabu at sige, at ens arbejde i virkeligheden er overflødigt, eller at man faktisk er færdig med sine arbejdsopgaver inden arbejdstiden officielt er slut og derfor går hjem i stedet for at opfinde arbejde. En tredje er, at vi har fået en forventning om, at vi kan leve i et risikofrit samfund. Hvis noget går galt, må der være en skyldig, og for at undgå, at pilen peger i vores retning, indfører vi en masse procedurer og måler for eksempel temperaturen på maden i plejehjemskøkkener hele tiden, fordi et enkelt ældre menneske har fået serveret fordærvede flødekartofler.

- Vi har fået gjort verden til en domstol. Hvis der sker noget, skal der placeres et ansvar. Selv en tsunami, bliver mennesket gjort ansvarligt for. »Hvem har ikke forudset, at den kom? Hvem burde have forudset det?« Det bliver verden ikke nødvendigvis bedre af, konstaterer Anders Fogh Jensen